Vil du fodre fugle til vinter må du ikke begå denne fejl

Et kendt vinterfænomen er rotter på jagt efter mejsebolde. Især i byerne skal man tænke over fodringen, lyder rådet

Det er ikke fordi, vi ikke må fodre fuglene. Men gør vi det forkert, får vi andet end fugle i haven. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Vinteren er på vej, og i takt med at temperaturen falder, stiger vores lyst til at hjælpe fuglene. Mange østjyder køber mejsebolde med fedt og korn til de små dyr, men fodret kan ende hos en af de mest hadede skadedyr.

Det er nemlig ikke usædvanligt at spotte rotter på foderbrættet, lyder det fra naturvejleder.

– Jeg fodrer selv fugle i stor stil, men især hvis du bor i byerne, skal du tænke over, hvordan du gør det. Hvis det kun er sådan lidt on og off, at der er foder at hente, så opdager fuglene det ikke altid. Og så kommer rotterne, siger Morten D. D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus til TV2 Østjylland.

– Rotter på foderbrættet om vinteren er typisk, og pludselig formerer de sig på fuld skrald, fortsætter han.

Du skal fodre på den rigtige måde

Hans bedste råd er derfor, at hvis man vil hjælpe fuglene, så skal man fodre regelmæssigt, i stedet for kun at smide lidt ud engang imellem.

Et af steder, der tidligere på året var hårdt ramt af rotter, er Randers. I løbet af årets første tre måneder modtog kommunen hele 800 anmeldelser om fund af de lodne skadedyr.

Heldigvis har den ekstremt tørre sommer betydet, at mange af rotterne er døde af tørst.

– Derfor har vi set et fald i antallet af anmeldelser på nuværende tidspunkt, men flere af dem vi får skyldes fuglefodring, siger specialist i rottebekæmpelse hos Randers Kommune, Bettina Larsen, til TV2 Østjylland.

Boligejerne kan altså ifølge hende selv være skyld i problemerne, når de fodrer deres kaniner, høns eller havens vilde fugle.

I Randers er der stadig visse områder som bydelene Kristrup og Romalt, hvor nedstyrtningen af gamle private kloakker sammenholdt med fodringen af fugle giver mange rotter.

– De her mejsebolde med fedt og korn er guf for rotterne. Vi har set, at de ligefrem kravler op i træerne for at sætte tænderne i dem, siger Bettina Larsen.

Powered by Labrador CMS