Voldsomt vejr deler Danmark: Lyn og 24 grader
Din bopæl er altafgørende for din oplevelse af vejret torsdag
Dagens vejr vil bogstavelig talt dele Danmark op i to.
På den ene side er der udsigt til flot solskinsvejr med temperaturer i omegnen af 23-24 grader.
På den anden side ligger der et voldsomt uvejr over Danmark. Det har startet en brand på Fyn, et skybrud over Herning, og det kommer til at blive hængende over dele af landet resten af dagen.
Vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Hans Wanner, fortæller Newsbreak.dk, at der går et bånd over en del af Danmark, fra den sydlige del af Fyn og op over Midt- og Vestjylland og Nordjylland, hvorfra der kommer både lyn, torden og nedbør.
Hos DMI forventer man, at det vil regne flere steder resten af dagen, i den vestlige del af Danmark, mens den østlige del af Danmark kommer til at nyde solen resten af dagen.
Varsel
DMI har natten til torsdag udsendt et varsel om voldsomt vejr, der dækker en stor del af landet.
Der, det risikerer at blive værst, forventer DMI tordenbyger og lokale skybrud frem til 14.00 torsdag eftermiddag.
Andre steder har DMI udsendt en såkaldt risikomelding. Det betyder blandt andet, at der over Aarhus er er risiko for tordenbyger og lokale skybrud.
Hos DMI forventer man ikke, at det voldsomme vejr vil trække sig længere mod øst end Fyn, men over Jylland har det regnet en del, og det vil det blive med med en rum tid endnu.
Skybrud
DMI registrerede blandt andet et skybrud omkring Herning først på natten, og ifølge DMI er der fortsat fare for skybrud i en stor del af Danmark til ud på torsdag eftermiddag.
Med andre ord er der fortsat risiko for meget voldsomt vejr fra den østlige del af Jylland og mod vest.
– Det er samme stilart hele dagen, og der har man ikke nødvendigvis langt det værste bag sig, siger Hans Wanner.
Mere regn
Det er en fugtig og ustabil atmosfære over Danmark, der er årsag til det våde og voldsomme vejr, og Hans Wanner fortæller, at der fortsat er udsigt til regn fredag.
Regnen bliver dog ikke af samme kaliber som det, mange danskere står op til Torsdag.
– Kun enkelte drypperier og ingen torden, siger Hans Wanner.
Den værste del af det voldsomme vejr ser dog ud til at blive overstået torsdag, og weekenden ser i det store hele tør ud.
20-25 grader
Der kan stadig være en del skyer i sigte over Danmark lørdag, men som weekenden skrider frem, bør der gå hul på skydækket, så solen kan få mere plads.
Det betyder også, at der søndag er gode chancer for at få solen at se og for mellem 20 og 25 graders varme.
– Weekenden ser i det store hele ret tør ud, siger Hans Wanner til Newsbreak.dk.