Wozniacki afviser comeback

For nuværende overvejer Caroline Wozniacki ikke et tenniscomeback i fremtiden. Men hun smækker ingen døre

Udgivet Opdateret

Med "The Final One" som overskrift på Caroline Wozniackis showkamp tirsdag mod Angelique Kerber giver det lidt sig selv, at det er en afslutning på en karriere for den danske tennisstjerne.

De seneste år er flere spillere dog vendt tilbage til WTA Touren efter at have fået børn. Det har eksempelvis Serena Williams og Kim Clijsters gjort.

Wozniacki er kun 31 år og fit igen efter fødsel. Men hun slår fast, at der er en mening med overskriften for showkampen.

Tænker ikke over det

- Lige nu tænker jeg ikke på at komme tilbage. Jeg har virkelig travlt, og lige nu er jeg glad for mit liv, som det er, siger hun på pressemødet forud for tirsdagens kamp.

Datteren Olivia, som hun har med sin mand David Lee, giver hende masser at se til, men det er ikke den eneste faktor, som spiller ind i forhold til et potentielt comeback.

I slutningen af sin karriere fik danskeren konstateret leddegigt. Hun fortsatte på topniveau, men måtte indstille sig på at træne og leve med sygdommen og dens indvirkning.

Karrierestop har virket

Og karrierestoppet har ifølge Wozniacki gjort det lettere at leve med sygdommen.

- Jeg bliver nok aldrig helt fri af den, men jeg har formået at passe lidt bedre på min krop, fordi jeg heller ikke skal presse den hver eneste dag, fortæller hun.

- Det har sat sygdommen lidt i bero. Jeg har stadig dårlige dage ind imellem, men for det meste klarer jeg det fint.

Caroline Wozniacki (til højre) og Angelique Kerber på pressemødet forud for deres showkamp tirsdag i Royal Arena.
Caroline Wozniacki (til højre) og Angelique Kerber på pressemødet forud for deres showkamp tirsdag i Royal Arena.

Derfor er kampen tirsdag i Royal Arena - for nu - et farvel til toptennis. Et farvel, hun har ventet længe på grundet coronapandemiens hærgen.

- Jeg er spændt. Det er min sidste kamp, og jeg er så glad for, at vi endelig kan spille foran en fyldt arena, siger den tidligere Australian Open-vinder.

Spændt på kamp

Modstanderen Kerber har vundet både Australian Open, US Open og Wimbledon i sin karriere. Hun tøver ikke med at kalde Wozniacki en af de hårdeste modstandere, hun nogensinde har mødt.

- Caroline var altid i god form og løb efter hver eneste bold. Derfor var hun altid en af de sværeste modstandere at møde, lyder det fra den tyske stjerne.

- Vi har haft mange tresætskampe over to-tre timer. Hun pressede mig altid til at spille min bedste tennis og fik det bedste frem i mig.

Det indbyrdes regnskab vidner da også om to jævnbyrdige spillere. Kerber fører 8-7 i kampe. Tirsdag får Wozniacki en sidste chance for at udligne.

Blå Bog: Tennisstjernen Caroline Wozniacki

* Navn: Caroline Wozniacki.

* Født: 11. juli 1990.

* Højde: 177 centimeter.

* Professionel: Siden 18. juli 2005.

* Idoler: Martina Hingis og Steffi Graf.

* Bedste placering på verdensranglisten: 1.

* Antal uger som nummer 1 på verdensranglisten: 67.

* Største meritter: 25 WTA-titler og 2 WTA-doubletitler.

– Tre WTA-titler i 2008: Stockholm, New Haven og Tokyo.

– Tre WTA-titler i 2009: Ponte Vedra Beach, Eastbourne og New Haven.

– Seks WTA-titler i 2010: Ponte Vedra Beach, Farum, Montreal, New Haven, Tokyo og Beijing.

– Seks WTA-titler i 2011: Dubai, Indian Wells, Charleston, Bruxelles, Farum og New Haven.

– To WTA-titler i 2012: Seoul og Moskva.

– En WTA-titel i 2013: Luxembourg.

– En WTA-titel i 2014: Istanbul.

– En WTA-titel i 2015: Kuala Lumpur.

– To WTA-titler i 2016: Tokyo og Hong Kong.

* Bedste resultat i grand slam-sammenhæng er i US Open i 2009 og 2014, hvor hun begge gange er nået frem til finalen.

* Verdensranglisten: Erobrede førstepladsen 11. oktober 2010, sluttede både 2010 og 2011 som nummer et i verden.

* Newcomer of the Year på WTA Touren i 2008.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS