Yahya Hassan går i sultestrejke

Sultestrejken er indledt i protest over manglende behandling af skader efter en trafikulykke.

“Han har smerter mange steder, herunder fra et brækket håndled, og et brækket ribben”, skriver Yahya Hassans advokat Claus Bonnez om den fængslede digters tilstand. Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den aarhusianske digter Yahya Hassan, der sidder varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse, er gået i sultestrejke.

Det oplyser hans forsvarsadvokat, Claus Bonnez, i en e-mail til Ritzau.

Sultestrejken er indledt i protest over den behandling, som Yahya Hassan har fået efter anholdelsen i Hasle ved Aarhus 20. marts.

– Han sidder fortsat i en fængselscelle med ubehandlede skader efter en trafikulykke midt i februar. Han har smerter mange steder, herunder fra et brækket håndled, og et brækket ribben, skriver Claus Bonnez.

Allerede i forbindende med Vestre Landsrets stadfæstelse af varetægtsfængslingen protesterede Claus Bonnez på vegne af sin klient over, at han – Yahya Hassan – ikke kunne få behandlet sit håndled.

Behøver hjælp

Og smerterne er ikke blevet mindre, skriver advokaten.

– Han klager ikke kun over smerter, men også at han ikke er i stand til at varetage sin personlige hygiejne. Han har svært ved at gå, svært ved at soignere sig for eksempel i forbindelse med toiletbesøg. Han behøver hjælp til sådanne gøremål, hvilket han ikke får, skriver Claus Bonnez.

Varetægtsfængslingen af den 20-årige enfant terrible gælder foreløbig frem til 18. april.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS