Bekymrende: Kan ramme dansk økonomi

For første gang siden 2011 har USA's kreditværdighed taget et alvorligt slag i form af en nedjustering

Udgivet Opdateret

Det er en historisk nedjustering, der bør ses som et stort hak i tuden på den amerikanske økonomi.

Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.

Udmeldingen kommer, efter at USA har fået nedjusteret sin kreditværdighed for første gang siden 2011.

Det er kreditvurderingsbureauet Fitch, der sammen med Moody's og S&P udgør de tre store kreditvurderingsbureauer, der har nedjusteret sin tillid til USA's tilbagebetalingsevne.

Største eksportmarked

Tore Stramer mener, at nedjusteringen er bekymrende set med danske briller.

- I øjeblikket er USA vores største eksportmarked. Alene i 2022 var Danmarks eksport til USA på 289 milliarder kroner, hvilket svarer til 15 procent af Danmarks eksport.

- Bliver USA ramt af en længere periode med lavvækst og galoperende gæld, så vil det desværre ramme den danske eksport og jobvækst, vurderer han.

DANSK IMPORT OG EKSPORT

Danmark har som en lille åben økonomi såvel en betydelig eksport som en betydelig import; begge har en værdi på over halvdelen af BNP. Den danske økonomi er derfor meget afhængig af den løbende internationale økonomiske udvikling, og de danske konjunkturudsving følger i vidt omfang bevægelserne i udlandet. Konjunkturop- og nedgange præger i vidt omfang offentlighedens opfattelse af økonomiens tilstand, men er pr. definition set i et længere tidsperspektiv mere kortvarige fænomener, mens de underliggende strukturelle forhold har mere permanent betydning for befolkningens levevilkår

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS