Betjente dræbt under fogedforretning
Søskende forlod ikke deres hjem uden kamp
Tre politibetjente fra militærpolitiet Carabinieri, der løser både militære- og politiopgaver, er blevet dræbt tirsdag nær Verona.
De tre deltog i en fogedforretning, hvor tre søskende - to mænd og en kvinde sidst i 50'erne og midt i 60'erne - skulle sættes ud af deres bolig på grund af ubetalt gæld.
Det skriver BBC.
Gaseksplosion
Betjentene blev dræbt, da de forsøgte at trænge ind i de tre søskendes hus.
En af de tre havde forårsaget en gaseksplosion, som dræbte betjentene og sårede 15 andre - herunder de tre søskende.
Forinden var gået et - forgæves - forhandlingsforløb med sigte på at få de to brødre og søsteren til at opgive uden kamp.
Den ene bror og søsteren blev anholdt på stedet, mens den sidste bror flygtede efter eksplosionen.
Han blev anholdt kort efter. Alle tre blev bragt til hospitalet.
Eksplosionen, der dræbte de tre betjente, kunne høres fem kilometer væk.