Billede går verden rundt

Medier trækker med billede af amerikansk soldat paralleller til russisk Afghanistan-exit for over 30 år siden

Chris Donahue, som er fra den 82. luftbårne division, ses her på vej om bord på C-17-transportflyet.
Chris Donahue, som er fra den 82. luftbårne division, ses her på vej om bord på C-17-transportflyet.
Udgivet Opdateret

Et billede af den sidste amerikanske soldat, der i ly af natten mandag går om bord på det sidste amerikanske evakueringsfly ud af Kabul, er blevet genstand for stor opmærksomhed.

Hos en række store medier - blandt andet BBC, NBC News og CNN - har det grønlige og grynede billede, som er taget med nattesyn, tirsdag en fremtrædende placering.

Billedet er af general Chris Donahue, som er fra den 82. luftbårne division.

Det blev frigivet af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, natten til tirsdag dansk tid.

Soldaten er fuld i kampuniform, bærer briller med nattesyn oven på sin hjelm og har et gevær på sig.

Drager parallel til Rusland

Flere medier trækker paralleller til Ruslands exit fra Afghanistan for over 30 år siden.

- Som et øjeblik i historien kan billedet af Donahues afrejse placeres på linje med et af en sovjetisk general, der førte en bevæbnet kolonne over Venskabsbroen til Usbekistan, da Den Røde Hær endeligt trak sig ud af Afghanistan i 1989, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sidste amerikanske fly forlod lufthavnen klokken 23.59 mandag lokal tid.

Med tilbagetrækningen af de sidste amerikanske soldater er der sat punktum for cirka 20 års krig i Afghanistan.

Den kaotiske tilbagetrækning under Talibans hastige fremmarch har været genstand for kritik.

Evakueringsindsatsen fik ifølge nyhedsbureauet Reuters bragt omkring 123.000 civile ud af Afghanistan.

Taliban

* Taliban er opstået i afghanske flygtningelejre i Pakistan. Militsen rykkede ind på den politiske scene, efter at muslimske oprørere i 1992 overtog magten i Afghanistan, da den Moskva-støttede regering kollapsede.

* I 1996 overtog Taliban kontrollen med Kabul og udråbte sig som lovmæssige regering i Afghanistan, efter at 50.000 mennesker var omkommet i blodige interne stridigheder.

* Frem til den amerikanskledede invasion i 2001 kontrollerede bevægelsen store dele af landet, hvor koranens ord blev benyttet nidkært til religiøs undertrykkelse af folk, særligt piger og kvinder for hvem skolegang blev obstrueret.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS