Efterforskes: 16-årig pige krænket i telt

Flere sager om overgreb på Roskilde Festival

Udgivet Opdateret

Politiet forsøger nu at identificere en mand, der angiveligt skulle have krænket en 16-årig pige i et telt på Roskilde Festival. 

Mandag klokken 01.00 modtog politiet en anmeldelse om den mulige sædelighedssag mod pigen på en camp på festivalen. 

Episoden var ifølge pigen sket lørdag nat, hvor hun i forbindelse med en fest i en camp oplyste, at hun var blevet krænket i et telt af en mand, hun havde mødt til festen. 

Politiet har siden anmeldelsen undersøgt sagen og afhørt pigen.

Sagen efterforskes fortsat, og politiet forsøger at identificere manden, og belyse sagen i øvrigt.

Endnu en sag

Tirsdag morgen klokken 05.03 henvendte en 23-årig kvinde fra Norge sig til personalet på festivalen, hvor hun anmeldte, at hun havde været udsat for sædelighedsforbrydelse af en mand, som hun havde mødt på festivalen. 

Hun var gået med manden ind i hans telt, hvor krænkelsen ifølge kvinden fandt sted. 

Politiet undersøger nu sagen, for at belyse omstændighederne omkring episoden, og at forsøge at identificere manden.

Powered by Labrador CMS