CLAUS MED KANT:
En pind til Trumps ligkiste
Trumps angivelige hilsen til sex-forbryder Epstein kan blive livsfarlig for ham, mener Nyheder.dk's tidligere chefredaktør Claus Jessen
Nå, så dukkede der endnu en pind op i Donald Trumps ligkiste.
Trumps fødselsdagshilsen til sexforbryderen Jeffrey Epstein er omsider blevet offentliggjort.
En tegning af en nøgen kvinde, lumre beskeder med skjulte hentydninger og ikke mindst Donald Trumps angivelige underskrift som kvindelig kønsbehåring.
Donald Trump selv nægter pure, at det er hans underskrift, der pryder tegningen. Det er Demokraternes fupnummer, lyder det med retorisk automatik fra den amerikanske præsident.
Sagen er sprængfarlig for Trump. Hans faste MAGA-sekt skal nok bakke op. De valgte bevidst en dømt svindler med et forkvaklet kvindesyn og let omgang med prostituerede.
'Grab them by the pussy', lød det fra den mægtige mand, som i årevis var bedste ven med Epstein.
Problemet for Trump er, at en stor del af hans vælgere stemte på ham i afmagt over manglen på kvalificerede modkandidater og i protest over stigende priser på fødevarer og høje renter.
Priserne er ikke kommet ned, og hvis der er noget, som frembringer voldsomme følelser, så er det pædofili.
De underfundige bemærkninger om 'hemmeligheder' i fødselsdagshilsenen til Jeffrey Epstein, mere end antyder, at afsenderen har kendt til Epsteins omgang med piger og purunge kvinder.
Da sagen begyndte at ulme med Washington Post' s afsløringer, rykkede USA's vicejustitsminister omgående ud på en yderst sælsom ekspedition.
Todd Blanche besøgte Ghislaine Maxwell i fængslet i Bryan, Texas, i juli 2025. Han mødtes med hende og hendes advokat i to dage, hvor samtalerne blev optaget og transskriberet af Justitsministeriet.
Det var Ghislaine Maxwell, som havde samlet de mange hilsener fra berømtheder verden over i en bog.
Få dage efter vicejustitsministerens besøg blev den dømte kvinde uden nærmere forklaring overført til et surrogatfængsel med langt bedre forhold.
Ghislaine Maxwell er den person, der har den mest belastende viden om det omtalte brev fra Trump.
Det skulle ikke undre, hvis hun nu snart kommer med en udtalelse, som helt frikender Trumps rolle i tegning og underskrift.
Hun har intet at tabe - i modsætning til Trump.
Epsteins ekskæreste har da også allerede bedyret, at hun ikke har set Trump foretage sig noget upassende.
Hvis det kan bevises, at den amerikanske præsident har brugt justtisministeriet som cover-up for at dække over fortidens ugerninger og elendige dømmekraft, så ender USA uvilkårligt i en regulær forfatningskrise.
Om et år er der midtvejsvalg i USA. Og her skal Trump ikke kun stå til regnskab overfor sine trofaste proselytter, som er helt udenfor terapeutisk rækkevidde.
Mange vælgere vil formentligt se Trump som den mand, han er trods guldglimmeret i Det Hvide Hus:
En patologisk løgner med en forkvaklet fortid.