Fortæller om sex-overgreb

Nær rådgiver til tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton skriver i ny bog om overgreb for år tilbage

Huma Abedin (tv) ses i samtaler med USA's tidligere førstedame Hillary Clinton. Billedet er fra 2016, da Clinton stillede op til præsidentvalget i USA.
Huma Abedin (tv) ses i samtaler med USA's tidligere førstedame Hillary Clinton. Billedet er fra 2016, da Clinton stillede op til præsidentvalget i USA.
Udgivet Opdateret

Hillary Clintons mangeårige rådgiver Huma Abedin hævder i en ny bog, at hun for år tilbage blev udsat for et seksuelt overgreb af en amerikansk senator.

Det skriver The Guardian, der har fået adgang til en kopi af bogen, onsdag.

Abedin kommer med den opsigtsvækkende påstand i sin erindringsbog "Both/And: A Life in Many Worlds", der kommer på gaden i næste uge.

Hun navngiver ikke den pågældende senator eller hans partipolitiske tilhørsforhold, og giver heller ikke andre detaljer om hans identitet.

Huma Abedin skriver heller ikke specifikt, hvornår overgrebet skulle have fundet sted. Men hun nævner hændelsen i forbindelse med en middag i Washington D.C. omkring år 2005, som "et par senatorer og deres rådgivere deltog i".

Gik med senatoren hjem

I bogen fortæller rådgiveren, at hun efter middagen endte med at gå med senatoren hjem. Her lavede han kaffe til hende, mens de også småsludrede.

- Men så pludseligt ændrede det hele sig. Han satte sig ned til højre for mig, lagde sin arm om min venstre skulder og kyssede mig, mens han pressede sin tunge ind i min mund og mig tilbage i sofaen, skriver Abedin.

- Jeg var fuldstændig chokeret og skubbede ham væk. Alt, jeg ville, var at slette de sidste ti sekunder.

Ifølge rådgiveren virkede senatoren overrasket og undskyldte, inden han bad hende om at blive, hvilket hun ikke gjorde.

Kom op igen

Huma Abedin skriver ifølge The Guardian, at hun holdt sig væk fra senatoren "i et par dage", men at hun siden stødte på ham i USA's kongres, hvor hun nikkede, da han spurgte, om de stadig var venner.

Ifølge Abedin "begravede hun episoden" i årene efter og forblev på god fod med senatoren. Men det hele kom ifølge Clintons nære rådgiver op til overfladen igen, da nuværende højesteretsdommer Brett Kavanaugh blev nomineret til sin stilling i 2018.

Kavanaugh blev dengang beskyldt for at have forgrebet sig på en medstuderende i 1980'erne, hvilket han nægtede.

Kvinden blev omvendt beskyldt for at have opfundet anklagerne for at forhindre daværende præsident Donald Trump i at få udnævnt Kavanaugh som højesteretsdommer.

Powered by Labrador CMS