CLAUS MED KANT:
Godt Trump ikke fik Nobels Fredspris
Men den amerikanske præsident skal have tak for indsatsen i Mellemøsten, mener Nyheder.dk's tidligere chefredaktør Claus Jessen
Den amerikanske præsident Donald Trump fik ikke den eftertragtede Nobels Fredspris, som han i årevis ubeskedent nærmest har krævet af komiteen bag uddelingen.
Prisen gik velfortjent til den venezuelanske oppositionsleder Maria Corima Machado.
Dermed er ikke sagt, at Donald Trump ikke bør have ros for sin indsats for at få stoppet blodsudgydelserne mellem Israel og terrororganisationen Hamas.
Uanset om Trumps handlinger til at få stoppet bombningerne i Gaza og løsladelsen af levende og døde gidsler i Hamas' varetægt, skyldes egoistiske motiver, så har de umiddelbart den konsekvens, at myrderierne forhåbentlig stopper i det evigt uroplagede område.
Og det bør alle være glade og taknemmelige for.
Nobel-komiteen har givetvis lagt vægt på, at Trumps bestræbelser på at tvinge Hamas og Israel til forhandlingsbordet er dugfriske. Trods den store begejstring så er der indtil videre kun tale om en våbenhvile.
Historien i området viser, at flere våbenhviler er blevet brudt end holdt.
Våbenhvilen kan - hvis den holdes - blive indledningen til den langt vanskeligere forhandling om en regulær fredsplan.
Hvem tror på, at Hamas frivilligt vil aflevere alle deres våben? Jeg vil se det ske, før jeg tror på det.
For at få Nobels Fredspris kræver det, at man har udvist konkrete og holdbare resultater, og at man har værdighed og ordentlighed i sit virke.
Det er svært at uddele en fredspris til en mand som Donald Trump, der i de seneste måneder har pudset den amerikanske hær på civile amerikanske borgere, som demonstrerer imod hans politik.
Donald Trump har mere end nogen anden præsident været med til at splitte den amerikanske befolkning, og hans konfrontatoriske embedsførelse kan ikke just betegnes som fredfyldt.
Donald Trump bryster sig for øjeblikket af, at han har skabt fred i syv forskellige områder i verden.
Men det er jo direkte en løgn, bygget inde i Trumps forskruede univers.
Fredsaftalen mellem DRC og Rwanda er stadig yderst skrøbelig. Der er stor risiko for, at det hele skvatter sammen, da der er mange væbnede grupper, som stadig bekriger hinanden.
Fredsaftalen mellem Armenien og Aserbajdsjan er fortsat i en indledende fase. Der er dog ingen tvivl om, at Trump har haft en vigtig rolle i fredsforhandlingerne.
Men intet er endnu så nagelfast, at Trump kan påberåbe sig, at han har skabt fred i området.
Befordrende for en fredspris har næppe været, at Trump ligefrem har truet med at overtage Grønland på den ene eller anden måde.
For ikke at tale om forsøget på en tvangs-indlemmelse af Canada i USA.
Og helt skør var hans tanker om at overtage Gaza og omdanne stedet til et ferieparadis for velhavere.
Det bliver interessant at se, om Donald Trump vil bibeholde sin interesse for fred mellem Israel og Hamas i de kommende måneder.
Eller om han slipper gashåndtaget efter den manglende fredspris.