Løser 45 år gammel mordgåde
Mand sad fængslet i 20 år for mord han ikke havde begået
Mere end 40 år efter at en kvinde blev dræbt med 30 knivstik i sit hjem i Massachusetts i USA, oplyser det lokale politi, at de har identificeret en mistænkt.
Det skriver Independent.
I mellemtiden har en uskyldig mand siddet fængslet i 20 år for drabet, der blev begået den 21. maj 1980.
Den dag havde Katharina Reitz Brow som altid sendt sin mand på arbejde klokken syv om morgenen.
Klokken 10.45 blev hun fundet død.
Der var tegn på, at der havde været slagsmål i huset.
Hendes pung med en stor kontant sum var væk.

Drabsvåbenet blev fundet i en affaldsspand.
Uskyldig dømt
Et år efter drabet Kenneth Waters anholdt, og i 1983 blev han dømt for drabet.
Hans blodtype matchede en blodplet på drabsstedet.
Med bedre teknik blev det i 2001 fastslået, at hans DNA ikke var i blodpletten på drabsstedet, og han blev sat på fri fod.
I 2022 fik amerikansk politi ved en ny gennemgang af sagen et DNA-match til et familiemedlem til en mistænkt, ligesom i den danske sag med drabet på den prostituerede Hanne With.
Det førte politiet frem til Joseph Leo Boudreau, der var 37 år på drabstidspunktet og dømt for væbnet røveri i 1975.
Boudreau døde dog i 2004, så han kan ikke blive straffet for drabet.
Det lokale politi udtrykker dog tilfredshed med, at Katharina Reitz Brows familie kan få lukket sagen og få vished for, hvem der stod bag mordet på hende.