Ramt af sygdom: Går i karantæne

USA's førstedame, Jill Biden, har måttet gå i karantæne med "milde symptomer" efter en positiv coronaprøve

Jill Biden er testet positiv for coronavirus. Hendes mand, præsident Joe Biden, er imidlertid ikke blevet smittet. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

USA's førstedame, Jill Biden, er gået i selvisolation i præsidentparrets hjem med "milde symptomer", efter at hun mandag aften blev testet positiv for coronavirus.

Det skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

- I aften er førstedamen blevet testet positiv for covid-19, siger hendes kommunikationschef, Elizabeth Alexander, i pressemeddelelsen.

- Hun forbliver i sit hjem i Rehoboth Beach i Delaware (amerikansk delstat, red.).

Vendte tilbage alene

Joe Biden, som er USA's præsident og Jills mand, måtte derfor mandag aften vende tilbage til sin embedsbolig i forbundshovedstaden Washington D.C. alene.

Han er også blevet testet for coronavirus, men prøven var negativ, oplyser Det Hvide Hus.

- Efter førstedamens positive test for covid-19, blev præsident Biden også testet for covid-19 denne aften, skriver Det Hvide Hus.

- Præsidenten blev testet negativ. Præsidenten vil løbende blive testet ugen ud og overvåget for symptomer.

Har begge haft corona

Præsidentparret har allerede begge haft covid-19 før.

Jill Biden blev testet positiv for virusset i august sidste år, mens præsidenten blev testet positiv for coronavirus i juli sidste år.

Stigning i smittede

Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) ser for tiden en stigning i antallet af infektioner og hospitalsindlæggelser på grund af coronavirus.

Det overordnede smitteniveau er for tiden lavt, men alligevel har den amerikanske regering i sinde at opfordre amerikanere til at få endnu et stik med en vaccine mod virusset.

- Vi kommer til at opfordre alle amerikanere til at få boosterstik oveni vacciner mod influenza og RS-virus, sagde en unavngiven repræsentant for Det Hvide Hus 21. august.

BLÅ BOG: Joe Biden

Blå bog om Joe Biden:

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS