CLAUS MED KANT
Trump rabler mere og mere
De to topmøder afslører en løgnagtig præsident, der ikke aner, hvad han laver, skriver nyheder.dk's tidligere chefredaktør Claus Jessen
Trump og Putins topmøde i Alaska viste sig at være et ventet blålys, som absolut intet har ført med sig.
Vel nærmest tværtimod.
Og hvad værre er:
Trumps topmøde i Washington D.C. - med de førende europæiske ledere - endte direkte pinligt.
Her sad de mægtige mænd og damer i rundbordssamtale med 'Daddy' Trump og leflede for ham, som var manden selveste Solkongen.
Imens bomber Putin fortsat løs mod civilbefolkningen i Ukraine. Han er ikke kommet med en eneste reel indrømmelse i forhold til fred, våbenhvile eller mødetidspunkt med præsident Szlenski.
Tværtimod er russernes bombardementerne taget voldsomt til i de måneder, Trump har været ved magten.
For Putin ved godt, at han kan sno Donald om sin lillefinger. Og at Trump ikke gør gengæld.
Trump står således endnu engang fuldstændig ydmyget tilbage i kulissen.
USA og Europa opfører sig desværre fortsat, som om vi er russerne langt underlegne økonomisk og militært.
Men sandheden er jo, at USA og Europa (NATO) har en massiv overlegenhed i økonomi, teknologi, flyvevåben og flådekapacitet. Vi er på disse områder 3-4 gange større.
Rusland har dog mange soldater og kampvogne og kan mobilisere hurtigt i nærområdet, men mangler stadig de samme ressourcer og moderne systemer.
Atomvåben er det eneste område, hvor der reelt er balance – derfor hviler hele forholdet i sidste ende på afskrækning. Og den skræk slår Putin gang på gang på.
USA og Europa burde for længst være nået til den samlede erkendelse, at Putin skal knækkes med de absolut økonomisk hårdeste sanktioner her og nu.
Samtidig bør Putin have at vide, at hvis han ikke er ude af Ukraine inden fjorten dage, så 'hjælper' vi hans tropper ud med en fart, som de næppe vil holde af.
Vi kan både økonomisk og militært tvinge Rusland og Putin i knæ på rekordtid - men vi mangler viljen og modet.
Og uden vilje og mod kan man ikke vinde en krig - og da slet ikke mod Putin, som er født med larvefødder og uden bakgear.
Trump vælter rundt i Det Hvide Hus i egne selvmodsigelser. Det ene minut lefler han for den russiske Krigsforbryder.
Det næste øjeblik truer han med voldsomme økonomiske sanktioner, hvorefter de timer senere bliver taget af bordet.
Fredag er Trump så inde på, at man ikke kan vinde en krig, hvis man ikke angriber. Det kommer fra en mand, som pludselig lukkede for våbenleverancer og satellitovervågning til Ukraine.
Trumps opførsel er skrupskør og har intet med lederskab eller klogskab at gøre.
Manden virker efterhånden så rundforvirret, at man må håbe, at han har en hjælper til at bringe ham til køjs i det store hus.
For Putin er fjendens manglende vilje og forvirring den rene substral i lysten til at fortsætte krigen i Ukraine.
Kom nu Europa. Kom nu USA.
Det her ligegyldige skyggespil kan ikke fortsætte i årevis.