Trump varsler pressekonference

Torsdag eftermiddag dansk tid vil der i Det Hvide Hus være pressekonference om handelsaftale, siger Trump.

Billede af Trump, der onsdag taler til journalister i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. Det er også her, der ifølge ham torsdag vil være pressekonference om en handelsaftale.
Offentliggjort Sidst opdateret

Trump annoncerer handelsaftale

Det Hvide Hus afholder torsdag en stor pressekonference om en handelsaftale.

Donald Trump meddeler, at repræsentanter fra et respekteret land vil deltage.

New York Times rapporterer, at aftalen sandsynligvis er med Storbritannien.

Trump har ikke afsløret flere detaljer om aftalen eller landet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Torsdag vil Det Hvide Hus afholde en "stor" pressekonference, hvor en handelsaftale vil være på dagsordenen.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på Truth Social.

Det drejer sig om en "stor handelsaftale", og der vil være "repræsentanter fra et stort og meget respekteret land", skriver Trump.

Han tilføjer, at det vil være "det første af mange".

Avisen The New York Times skriver natten til torsdag dansk tid, at Trump-administrationen torsdag ventes at præsentere en handelsaftale med Storbritannien.

Det melder tre unavngivne kilder med kendskab til sagen til avisen.

Ifølge Reuters har en unavngiven britisk embedsmand tirsdag desuden sagt, at de to lande har gjort fremskridt i drøftelserne af en handelsaftale.

Præsidenten kommer dog ikke selv med flere oplysninger om den pågældende handelsaftale, ligesom han ikke oplyser, hvilket land der er tale om.

I Det Ovale Værelse

Pressekonferencen vil blive afholdt i Det Ovale Værelse, som er præsidentkontoret i Det Hvide Hus, klokken 10 lokal tid - torsdag klokken 16 dansk tid.

Siden Donald Trump i januar blev genindsat som USA's præsident, har told været en central del af hans handelspolitik.

Han har indført told på en lang række udenlandske varer, hvilket blandt andet er gået ud over Canada, Mexico, Kina og EU. USA har desuden indført told på stål og aluminium.

Trump indførte 2. april en basistold på ti procent for de fleste lande og en endnu højere gengældelsestold på en lang række lande, som ifølge Trump ikke har behandlet USA retfærdigt.

Gengældelsestolden blev dog kort efter for de fleste lande sat på pause i 90 dage.

De næste to uger

Topembedsmænd i Trumps administration har efterfølgende deltaget i en lang række møder med forskellige handelspartnere, der ønsker at lande aftaler med USA.

Tirsdag sagde Trump ifølge Reuters, at han og embedsmænd fra administrationen i løbet af de næste to uger vil gennemgå mulige handelsaftaler og beslutte, hvilke de skal acceptere.

I sidste uge lød det, at han har "potentielle" handelsaftaler med Indien, Sydkorea og Japan.

Powered by Labrador CMS