Udlover dusør i Charlie Kirk-sag

Billeder viser en person, som har politiets interesse i forbindelse med drabet på Charlie Kirk onsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

FBI søger hjælp i Charlie Kirk-sag

FBI har offentliggjort billeder af en person, der er interessant for politiet i forbindelse med drabet på Charlie Kirk.

En dusør på op til 100.000 dollar er udlovet for oplysninger, der kan føre til identifikation og anholdelse af gerningsmanden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

FBI har offentliggjort to billeder af en person, som sættes i forbindelse med drabet på Charlie Kirk, på det sociale medie X.

- Vi beder offentligheden om hjælp til at identificere denne person, som har politiets interesse i forbindelse med skuddrabet på Charlie Kirk ved Utah Valley University, skriver FBI Salt Lake City.

FBI oplyser ikke direkte, hvorvidt personen er mistænkt for drabet på Charlie Kirk.

100.000 dollar

FBI udlover desuden en dusør på op til 100.000 dollar - svarende til cirka 636.000 kroner - for oplysninger, der kan føre til identifikation og anholdelse af den eller de personer, der står bag drabet.

Det skriver FBI i et andet opslag på X.

Onsdag blev den 31-årige konservative aktivist Charlie Kirk skudt, mens han deltog i et arrangement på et universitet i den amerikanske delstat Utah.

FBI har delt disse to billeder af en person, som har politiets interesse i forbindelse med drabet på Charlie Kirk.

Han døde efterfølgende.

På fri fod

Gerningsmanden bag drabet har siden onsdag været på fri fod.

På et pressemøde tidligere torsdag fortalte FBI, at det formodede gerningsvåben er fundet.

Her fortalte chefen for Utahs departement for offentlighed sikkerhed, Beau Mason, at man har indhentet video- og billedmateriale fra overvågningskameraer på universitet i Utah.

- Vi har gode optagelser af personen, sagde Beau Mason på pressemødet og tilføjede:

- Vi arbejder på at identificere ham.

Fremtrædende Trump-støtte

FBI ønskede ikke at dele billeder af den omtalte person under pressemødet. Det er uklart, om det er den samme person, som FBI nu har offentliggjort billeder af.

Charlie Kirk var en fremtrædende støtte af USA's præsident, Donald Trump.

Han var medstifter af den konservative studenterbevægelse Turning Point USA og besøgte i januar Grønland sammen med Donald Trump Jr.

Hyldet af Donald Trump

På de sociale medier havde han millioner af følgere. Her delte han ofte videoer af sig selv i debat med universitetsstuderende på deres campusser.

Han blev bragt til hospitalet efter skyderiet onsdag, men hans liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død få timer senere.

Siden Charlie Kirks død er han blevet hyldet af Donald Trump.

Tidligere torsdag annoncerede Trump, at han posthumt vil tildele Kirk præsidentens frihedsmedalje.

Powered by Labrador CMS