Bagedysten: Skuffet over exit
Alt gik galt for Anton Vejby i "Den store bagedyst", og det kostede den 21-årige teologistuderende som den første pladsen videre i kagekonkurrencen

Det er et "bye bye" til Anton Vejby i "Den store bagedyst".
Den 21-årige teologistuderende fra København er den første deltager til at forlade årets udgave af kagekonkurrencen.
- Det er meget skuffende. Men det var ret forudsigeligt, og jeg ville være blevet overrasket, hvis jeg var gået videre. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, lyder reaktionen derpå fra Anton Vejby.
Amerikansk tema
Der var amerikansk tema på programmet.
Først skulle de ti deltagere bage cupcakes. Og der er stor forskel på Anton Vejbys kollegiekøkken og bagedystteltet ved Clausholms Slot i Hadsten, erfarede den unge amatørbager.
Dejen opførte sig anderledes, og inde i ovnen så kagerne mærkelige ud, konstaterede han. Pynten kunne heller ikke redde resultatet - smørcremen skilte, og hans macarons tiltede på toppen.
Den hemmelige udfordring blev gæstet af amerikanske Erin, der har et pie-bageri i København. Deltagerne skulle efterligne hendes amerikanske æbletærte. Toppen på tærten skulle flettes. Men nervøsiteten gjorde Anton Vejbys hænder usikre. Samtidig virkede tærten noget ubagt.
Tidspresset satte ind
I mesterværksudfordringen satte tidspresset også ind, og Anton Vejbys cheesecake fik ikke nok i ovnen.
- Jeg havde et konkurrenceelement i mig selv om, at jeg selvfølgelig skulle vinde det hele. Det skete så ikke, lyder det fra ham.
Da Anton Vejby røg ud, bekendtgjorde han, at nu skulle han have en fadøl, og det blev da også til en god bytur dagen efter exittet.
Det var også i gode venners lag, at han blev opfordret til at melde sig til kagekonkurrencen.
- Jeg har godt vidst, at jeg kunne bage, og så er jeg også en person, hvor der altid har skullet ske noget. Så bagedysten var på en måde en slags flugt fra virkeligheden for at lave noget andet. Det var også det, der var nederen ved at ryge ud og komme tilbage til arbejdet og studiet, fortæller Anton Vejby.
Tilbage til hverdagen
Efter at have helliget sig "Den store bagedyst" var det durk tilbage til hverdagen, så der gik også lidt, inden Anton Vejby havde ordentlig tid til at kaste sig ud i køkkenet igen.
- Det er mest brød, jeg bager. Også lidt fordi det er dyrt at bage kager, når man er studerende - fløde og smør er ikke ligefrem det billigste, bemærker han.
Selv om Anton Vejby er ude af "Den store bagedyst" som den første i årets udgave af kagekonkurrencen, har han vundet flere kompetencer i køkkenet.
- Jeg synes, jeg virkelig er blevet bedre til at læse ting igennem. Før syntes jeg, jeg var meget hurtig til at lave ting i køkkenet - nu har jeg ligesom fået forståelse for, at det kræver tid, før noget bliver godt, siger Anton Vejby.
- Jeg har både lært en hel masse nyt omkring det at lave bagværk. Også lidt på pyntesiden, hvor jeg har lært lidt teknikker, for det er ikke nogen hemmelighed, at det nok var det, jeg var dårligst til.
Ugens mesterbager
Mens Anton Vejby altså er ude af "Den store bagedyst", havde den 27-årige ingeniør Tharsiny "Thas" Thanendran fra København udmærket sig blandt de tilbageværende deltagere og fik tildelt mesterbagerforklædet.
Næste lørdag kaster de ni tilbageværende amatørbagere sig ud i fødselsdagstema.
Det seneste afsnit kan ses på DRTV fra morgenstunden lørdag og på DR1 klokken 20.00.