Så meget stiger din løn

Din købekraft er på vej tilbage

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Danskernes købekraft blev alvorligt udhulet i 2022 på grund af kraftig inflation, men er nu på vej tilbage.

Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) tal viser en gennemsnitlig årlig lønstigning på 4,8 procent i fjerde kvartal 2022.

Sammenholdt med en inflation omkring nulpunktet, svarer det til en fremgang i reallønnen på 4,2 procent.

Cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, forventer, at reallønnen i løbet af i år vil nå tilbage til topniveauet fra foråret 2021.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Danskernes købekraft blev alvorligt udhulet i forbindelse med den kraftige inflation, der prægede både dansk og global økonomi i 2022.

Men noget tyder på, at den er på vej tilbage. Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) første og foreløbige tal for lønudviklingen i fjerde kvartal sidste år viser en gennemsnitlig årlig lønstigning på 4,8 procent.

4,2 procent

Sammenholdt med en inflation, der faldt ned omkring nulpunktet, svarer det til en fremgang i reallønnen på 4,2 procent.

- Den kraftige stigning i reallønnen betyder, at reallønnen nu er genoprettet til niveauet i starten af 2022, som var før inflationskrisen for alvor slog igennem i Danmark, siger Anders Borup Christensen, der er cheføkonom i DA.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, konstaterer, at der er tale om de højeste lønstigninger siden andet kvartal 2008.

- Den robuste udvikling i danskernes privatøkonomi er helt afgørende for, at dansk økonomi styrer uden om en egentlig lavkonjunktur i år, siger han og advarer dog samtidig imod, at lønningerne stiger så meget, at inflationen igen får fat.

Reallønnen er delvist genoprettet. Foto: Colourbox.

Kommer tilbage

Ifølge Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, vil reallønnen i løbet af i år nå tilbage til den foreløbige top fra foråret 2021.

Han forventer dog ikke, at det vil udløse nogen stor forbrugsfest, selv om danske lønmodtagere altså får flere penge mellem hænderne og større købekraft.

- I forvejen bruger vi en mindre del af indkomsten end normalt, tydeligvis fordi mange ikke er rigtig trygge ved situationen og gerne vil spare op, men det kan selvfølgelig ændre sig. Man må nok sige, at gennemsnitsdanskeren har pengene til at bruge mere, hvis lysten og tilliden vender tilbage, lyder hans analyse.

Ingen problemer

Las Olsen konstaterer også, at de danske lønstigninger ligger på niveau med udlandet, og at den danske konkurrenceevne derfor ikke påvirkes væsentligt, medmindre lønstigningerne fortsætter i samme tempo fremover.

Powered by Labrador CMS