34.000 kalkuner skal aflives

Kort tid efter, at Fødevarestyrelsen har hævet sin trusselsvurdering, er der fundet fugleinfluenza

Udgivet Opdateret

Omkring 34.000 kalkuner skal aflives, efter at der er fundet smitte med fugleinfluenza hos en kalkunavler ved Lundby på Sydsjælland

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Smitten blev fundet dagen efter, at Fødevarestyrelsen hævede sin trusselsvurdering for fugleinfluenza fra lav til middel. Det siger veterinærchef Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.

- I slutningen af sidste måned havde vi et tilfælde af fugleinfluenza i en hobbybesætning på Als, og nu har vi så netop konstateret sygdommen hos en professionel avler. Udbruddene er desværre ikke helt uventede, siger hun.

Stort antal døde

Der blev fundet et stort antal døde kalkuner i besætningen. 

Det førte til, at Fødevarestyrelsen tog prøver fra dyrene tirsdag. Prøverne har vist, at besætningen er smittet med fugleinfluenza.

Grunden til, at Fødevarestyrelsen hævede sin trusselsvurdering er blandt andet, at de store fugletræk er i gang, og fugleinfluenza spreder sig i Danmarks nabolande.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen afliver og kører tusinder af kalkuner til destruktion, på Kalkunfarm ved Ruds vedby på Vestsjælland torsdag den 6. januar 2022. (Arkivfoto)
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen afliver og kører tusinder af kalkuner til destruktion, på Kalkunfarm ved Ruds vedby på Vestsjælland torsdag den 6. januar 2022. (Arkivfoto)

Fakta om fugleinfluenza H5N8

•Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side Fugleinfluenza.

•Hvis du har rørt ved en død fugl, bør du for en sikkerheds skyld vaske hænderne grundigt med vand og sæbe.

•Den type fugleinfluenza, der nu er fundet er af den højpatogene type H5N8. Det vil sige, at den medfører høj dødelighed blandt de fugle, der bliver ramt.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

Powered by Labrador CMS