50 mm på vej - og torden i hele landet
Der er meget mere regn på vej i løbet af lørdagen ifølge DMIs prognoser
Der kan i det sydlige og vestlige Jylland komme op til 50 mm regn i løbet af lørdagen.
Det fremgår af DMIs side for varsler.
Men også i resten af landet kan der komme byger - nogle steder endda med torden.
Det skriver DMI i prognosen for lørdag:
"Mod øst først nogen eller en del sol og kun enkelte byger, mens mod vest lidt eller nogen sol og byger, der kan være kraftige og med torden. I løbet af dagen generelt mere skyet med spredte byger til hele landet, der fortsat kan være med torden. Temperaturer op mellem 14 og 19 grader."
I aften og i nat
Prognosen for lørdag aften og natten til søndag lyder således:
"I aften lokalt lidt eller nogen sol, ellers mest skyet og fortsat spredte byger, der kan være kraftige og med torden. I nat vekslende skydække og enkelte byger, fortsat lokalt med torden. Temperaturer ned mellem 9 og 15 grader. Hele døgnet let til frisk vind omkring syd, ved kysterne stedvis op til hård vind, der i nat aftager og bliver svag til jævn, ved kysterne lokalt op til frisk vind."