60 mand kæmper mod flammerne

Yderligere 12 brandfolk samt et amfibiekøretøj er hidkaldt til kraftig plantagebrand ved Skagen.

Naturbrand ved Skagen er ude af kontrol
Offentliggjort Sidst opdateret

Der tilkaldes ekstra mandskab for at begrænse flammerne ved Skagen Klitplantage.

Det oplyser indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab.

Der er lige nu 60 brandfolk og 20 køretøjer i gang med at bekæmpe flammerne.

Yderligere 12 brandfolk er hidkaldt samt et amfibiekøretøj, oplyser indsatslederen.

Røgen fra den omfattende plantagebrand kan ses vidt og bredt i området omkring Skagen.

- Vi er nu inde i området, hvor det brænder. Det er et meget ufremkommeligt terræn, siger Bo Isaksen.

Branden, der brød ud ved 14-tiden, er klokken 19 fortsat ikke kommet under kontrol.

Branden er ved 19-tiden mandag stadig ikke under kontrol

Brandfolkene er også i gang med at lave såkaldte standsningslinjer, der skal forhindre branden i at brede sig.

Vandbælter

Det sker ved, at fem-ti meter brede bælter gennemvædes med vand.

- Det gør vi for at forhindre, at ilden spreder sig længere mod vest, hvor jernbanen går, forklarer Bo Isaksen.

Vindstyrken aftager i aften, og det er alt andet lige en fordel for slukningsarbejdet, lyder det fra indsatslederen.

Stort område

Spørgsmål: Forventer du, at branden kommer under kontrol i aften?

- Det håber jeg, siger Bo Isaksen.

Branden hærger et område på 300 meter gange 900 meter.

Det svarer til et areal på 270.000 kvadratmeter.

Powered by Labrador CMS