DMI: Her kan der komme op til 50 mm regn
Det voldsomme vejr med tordenbyger og skybrud fortsætter tirsdag
Der er tirsdag risiko for nogle store tordenbyger som kan medføre skybrud.
Faktisk kan der komme op til 50 mm regn det kommende døgn.
Det melder Danmarks Meteorologiske Institut, DMI i et vejrvarsel.
Det er det meste af Danmark, der kan blive ramt - med undtagelse af Sydjylland, Sydfyn, Sydsjælland og Bornholm.
Det har DMI meldt ud
I Jylland gælder varslet om tordenbyger og lokale skybrud fra tirsdag klokken 12 til onsdag klokken 12.
Her er der risiko for kraftig regn, der kan lokalt falde mellem 30 og 50 mm i varslingsperioden. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter.
På Fyn gælder varslet om tordenbyger og lokale skybrud fra tirsdag klokken 12 til tirsdag aften klokken 21.
Her er der risiko for kraftig regn, der kan lokalt falde mellem 25 og 35 mm på seks timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter.
På Sjælland gælder varslet om tordenbyger og lokale skybrud fra tirsdag klokken 12 til onsdag klokken 12.
Her er der risiko for kraftig regn, der kan lokalt falde mellem 30 og 50 mm i varslingsperioden. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter.
Op til 25 grader
Ud over risiko for tordenbyger og lokale skybrud, så byder tirsdagens vejr på temperaturer op til 25 grader, varmest mod nordøst, og svag til jævn skiftende vind, senere mest omkring vest.
Det skriver DMI på sin hjemmeside.
Prognosen for i aften og i nat ser således ud:
"I aften og nat i de sydvestlige egne til dels klart vejr, ellers mest skyet med regn eller byger flere steder. Temperaturer ned mellem 12 og 17 grader og svag til jævn vind fra vest, ved kysterne lokalt op til frisk vind."