DMI: Her rammer voldsomt vejr

Novembers første weekend byder på efterårsvejr med regn og rusk

Udgivet Opdateret

Weekenden starter ud med heftigt blæsevejr fredag, hvor der er regn eller byger i vente. Det bliver, hvad man nok bedst kan betegne som efterårsagtigt.

- Fredag bliver det en blæsende dag. Især i den vestlige del af Jylland, hvor vinden i dag går om i vest og tiltager til frisk vind eller kuling, fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Risiko for vindstød af stormstyrke

Ved Vestkysten kan man fredag opleve vindstød af stormstyrke, lokalt af stærk storm.

Det skyldes en lavtrykspassage, der bevæger sig mod nordøst op langs Vestkysten og over Skagerrak og det sydlige Norge.

I resten af landet ventes kun frisk vind, så vejret bliver ikke lige så blæsende på Sjælland. Her er der ovenikøbet mulighed for sol i formiddagstimerne.

I løbet af dagen klarer det da også op, især i de sydlige egne.

Byger rammer Jylland 

Lørdag vil solen titte frem, men der er også udsigt til byger nogle steder, især i det jyske, siger Jesper Eriksen.

- Vinden vil være let til frisk fra sydvest. Ikke blæsende, men heller ikke vindstille, siger han.

Temperaturen bliver mellem 10 og 12 grader.

Tag paraplyen med 

Søndag kan igen byde på regn.

- Det bliver sådan en dag, hvor der generelt vil være en del skyer over Danmark. Der er nok mange steder, hvor man skal have paraplyen frem søndag, siger Jesper Eriksen.

På weekendens sidste dag kommer vinden fra en sydlig retning og vil være frisk.

- Det lufter altså lidt søndag, uden at det blæser ligeså meget, som det gør i den vestlige del af landet i dag, siger Jesper Eriksen.

Vejret byder på heftigt blæsevejr, regn og byger i den vestlige del af Jylland. (Arkivfoto).
Vejret byder på heftigt blæsevejr, regn og byger i den vestlige del af Jylland. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS