DMI med ny voldsom vejrmelding
Op til 35 mm regn og stormende kuling med vindstød af stormstyrke er på vej mod Danmark, melder Danmarks Meteorologiske Institut
Hold på hat og briller - og paraplyen! For der er voldsomt vejr på vej mod Danmark.
Det varsler meteorologerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på instituttets hjemmeside.
Det voldsomme vejr, som meteorologerne varsler, begynder for alvor fredag aften.
Fra klokken 23 rammer en stormende kuling med vindstød af stormstyrke den vestlige, nordlige og nordøstlige del af Jylland - samt nordvestlige del af Sjælland.
Kort tid efter - allerede natten til lørdag - er der risiko for at hele Danmark bliver ramt af kraftig regn med op til 35 mm nedbør på bare seks timer.
Frem til lørdag eftermiddag
Varslet for den stormende kuling varer frem til lørdag eftermiddag klokken 14. Det samme gør risikoen for kraftig regn.
- Det er Nordjylland, der kommer til få mest vind, men også i resten af landet bliver det meget blæsende, skriver DMI-meteorolog Erik Hansen på instituttets hjemmeside.
Du kan se DMIs varslingskort her under - de gule områder er her den stormende kuling rammer mens der i hele landet er risiko for kraftig regn.