DMI med skøøøn melding
Masser af solskin venter - og helt op til 28 grader
Der er masser af sol og varmt vejr i vente, hvis man ellers skal tr vejrguderne fra DMI.
I den spritnye langtidsprognose for resten af juli og ind i august er meteorologerne meget optimistisk anlagt.
Læs bare her:
Uge 29 (14/7 til 20/7)
Vejret over Danmark ser ud til at domineres af lavtryksområdet, og derfor kan vi vente en del dage med mange skyer og byger, samt varm luft fra syd og øst.
Bygerne kan især i den østligste del af Danmark lokalt blive kraftige og være med torden.
Men højtrykket i vest vil ikke være langt væk, og det kan også give os mere tørt og solrigt vejr.
Prognosen er dog usikker, fordi vi ligger midt mellem de to vejrtyper, og der er mulighed for at højtrykket kommer tættere på, med flere tørre og solrige dage til følge.
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 20 og 28 grader.
Nattemperaturen vil sandsynligvis lande mellem 14 og 19 grader. Samlet ser temperaturen ud til at ende noget over det normale for årstiden.
Uge 30 (21/7-28/7)
I denne uge ser lavtryksområdet over Østeuropa ud til at forskydes mod sydøst, mens højtrykket forstærkes over Nordvesteuropa.
Det vil give os flere dage med tørt og solrigt vejr.
Enkelte dage får vi dog besøg af mindre lavtryk og tilhørende svage fronter fra vest, og der kan også komme dage med byger, hvis lavtrykket forskydes op mod os.
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 20 og 25 grader, og nattemperaturen vil typisk lande mellem 13 og 18 grader.
Samlet set ser temperaturen ud til at ende lidt over det normale for årstiden.
Nedbørsmængderne forventes tilsvarende lidt under det normale for årstiden, svarende til mellem 5 og 15 mm på landsplan.
Uge 31 (29/7 til 3/8)
Over månedsskiftet peger prognoserne på, at højtrykket over Nordatlanten og Nordvesteuropa svækkes noget, og lavtryk begynder at bevæge sig op over Nordeuropa vestfra.
Højtrykket ser ikke ud til at forlade os helt, og det ser ud til at kunne give os flere dage med tørt og solrigt vejr og varme, der strømmer op fra sydvest.
De typiske dagtemperaturer kommer op mellem 20 og 25 grader, mens nattemperaturen ventes ned mellem 12 og 18 grader.
Samlet set ventes temperaturen at ende lidt over det normale for årstiden.
Nedbørsmængderne forventes tilsvarende omkring eller lidt under det normale for årstiden, svarende til mellem 10 og 20 mm på landsplan.
Uge 32 og 33 (4/8 til og med 17/8)
Prognosen bliver usikker så langt frem i tiden, men for nuværende ses ikke nogen væsentlige ændringer i det overordnede trykmønster fra den forrige uge.
Flere højtryksrygge med tørt og solrigt vejr, afløses af (mest svage) frontpassager med skyer og regn.
Derfor forventes temperaturen at ende omkring eller lidt over det normale for årstiden. Nedbøren er usikker, men ventes omkring eller lidt under normalen.