DMI: Sommeren vender tilbage

Den nye uge byder på det, som mange savnede i juli og august: Solskin og temperaturer over 20 grader

Der bliver gode muligheder for at tage på stranden i denne uge. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Ifølge kalenderen er det efterår.

Men vejrudsigten for den nye uge fortæller en helt anden historie.

Den første uge i september byder således på stabilt sommervejr med solskin, næsten ingen vind og temperaturer mellem 20 og 25 grader. Nogle steder kan man få op til 26 grader.

Det fortæller vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

Noget anderledes

- Vejret denne uge bliver noget anderledes end dét, vi har haft det meste af sommeren.

- Det har været meget vådt i sommer. Denne uge bliver det til gengæld meget tørt, og de fleste steder kommer der masser af sol, siger hun.

Mandag lægger ud med stille vejr. Der er næsten ingen vind, og fra morgenen vil der mange steder være dis, tågebanker eller lavthængende skyer.

Sol resten af dagen

Men dis og skyer forsvinder i løbet af formiddagen, og så er der sol resten af dagen, fortæller meteorologen.

Temperaturerne ventes mandag at være fra 20 til 23 grader.

- Historien gentager sig gennem ugen. Det er svært at skelne mellem dagene, for højtrykket, som giver det gode vejr, ligger over Tyskland, og derfra bevæger det sig kun meget langsomt mod øst.

- Og efter dét kommer der et nyt højtryk, som dannes over Frankrig og Belgien, og som påvirker vejret i Danmark, siger Bolette Brødsgaard.

Temperaturen stiger

Mens der ikke sker de store ændringer i vejret, som ugen skrider frem, stiger temperaturen en smule hen mod weekenden.

Vinden skifter desuden retning midt på ugen. Først på ugen kommer vinden fra vest, mens den onsdag skifter og derefter kommer fra øst og sydøst.

Tirsdag kan man få 24 grader, og onsdag kan byde 25 grader.

- Enkelte steder kan man måske få 26 grader hen mod weekenden, siger meteorologen.

10-15 grader om natten

Temperaturen vil dog være lavere ved vestvendte kyster de dage, hvor vinden kom fra vest. Eksempelvis skal man ved Vestkysten ikke forvente mere end 17-19 grader mandag.

Når vinden slår over i øst, vil det være de østvendte kyster, som får lidt lavere temperaturer end resten af landet.

Hele ugen bliver det mellem 10 og 15 grader om natten. Enkelte steder kan det blive lidt køligere.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk



Powered by Labrador CMS