DR laver nødsendeplan

Generaldirektør håber at få "normaliseret" situation med arbejdsnedlæggelser hurtigst muligt

Udgivet Opdateret

DR har iværksat en nødsendeplan som følge af arbejdsnedlæggelser.

Det siger DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, i en skriftlig udtalelse tirsdag.

Det er tirsdag kommet frem, at flere afdelinger i DR har valgt at nedlægge arbejdet i protest mod den fyringsrunde, som mediet netop har gennemført.

Efter fyringsrunde nedlægger en række DR-medarbejdere arbejdet. (Arkivfoto).
Efter fyringsrunde nedlægger en række DR-medarbejdere arbejdet. (Arkivfoto).

- På baggrund af arbejdsnedlæggelserne har DR iværksat en nødsendeplan, men vi håber naturligvis, at vi kan få normaliseret situationen hurtigst muligt, siger Rørbye Rønn i den skriftlige udtalelse.

Det mere præcise indhold i nødsendeplanen uddybes ikke.

I alt har 47 medarbejdere tirsdag fået at vide, at DR vil afskedige dem.

Har skrevet et brev

En gruppe DR-ansatte har i fællesskab skrevet et brev som reaktion på fyringerne.

- Der er slået alvorlige skår i tilliden til ledelsen og dens mulighed for at sikre fremtiden for hele organisationen, skriver medarbejdere i flere ramte afdelinger ifølge Politiken.

Maria Rørbye Rønn kalder det "en barsk dag i DR" og udtrykker "forståelse" for, at der kan komme reaktioner.

Ville ikke putte med det

- På intet tidspunkt har det været intentionen at putte med, at vores digitale plan vil komme til at betyde store forandringer og ændringer hos DR – også stillingsnedlæggelser og afskedigelser, siger generaldirektøren i den skriftlige kommentar.

- Når det er sagt, så foregår kommunikation på modtagernes præmisser, og vi kan konstatere, at vores budskaber ikke er kommet klart igennem.

Varer til onsdag morgen

Ifølge mediet Journalisten er P1 Debat ikke blevet sendt som planlagt klokken 12.15 tirsdag. Det samme gælder Kulturen, som sendes fra 14-16.

Arbejdsnedlæggelsen varer ifølge Journalisten til onsdag morgen. Her vil medarbejderne mødes igen til fortsatte drøftelser.

Det er uvist, hvor mange ansatte der har nedlagt arbejdet.

"Deadline" på flow-tv

Fyringerne kommer i forbindelse med en række ændringer hos DR og et øget fokus på det digitale.

Blandt andet skal programmet "Deadline" fremover udkomme færre gange på flow-tv. "Deadline" skal udkomme i et nyt og opdateret format målrettet digitalt brug.

Powered by Labrador CMS