Folketingsvalg: Nu melder Troels Lund Poulsen ud

I timerne efter valgudskrivelsen torsdag har V-medlemmer opfordret deres formand til at melde sit kandidatur.

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, melder sig som statsministerkandidat til valget i marts.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

- Jeg frygter, at hvis de røde partier med Mette Frederiksen får flertal, så vil de overdynge danskerne og vores virksomheder med nye høje skatter. Det vil blive langt dyrere at være dansker.

- Det vil ikke være godt for økonomien, for vores velstand og for vores muligheder for at investere i endnu mere sikkerhed og i kernevelfærd.

- Derfor stiller jeg mig selv til rådighed for at lede en ansvarlig borgerlig regering i Danmark. Det gør jeg, fordi politik aldrig har været vigtigere i min levetid, skriver Troels Lund Poulsen.

Han tilføjer, at hans førsteprioritet er "en ansvarlig borgerlig regering".

Meldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag eftermiddag udskrev valg til Folketinget.

Efterfølgende blev Troels Lund Poulsen spurgt af journalister, om han vil melde sig som kandidat. Han undveg dog spørgsmålet.

I timerne efter har en række Venstre-medlemmer opfordret ham til at melde sig. Og det gør han altså torsdag aften.

Powered by Labrador CMS