Kongeparret bryder med tradition

Skulle have været kongeparrets første gang

Offentliggjort Sidst opdateret

Kongeparrets hofbal aflyst på grund af valg

Kongehuset har aflyst det planlagte hofbal for politikere på Christiansborg Slot efter udskrivelsen af folketingsvalg.

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede valget, der skal afholdes den 24. marts, hvilket førte til beslutningen om aflysningen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kongeparrets hofbal for politikere, der skulle have fundet sted fredag aften, er blevet aflyst på grund af valgudskrivelsen.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

- I lyset af udskrivningen af valg til Folketinget tidligere i dag (torsdag, red.), har kongehuset efter indstilling fra Statsministeriet fundet det mest korrekt ikke at afvikle det planlagte aftenselskab for regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer i morgen fredag den 27. februar 2026, skriver kongehuset.

Kongeparret skulle have været værter for arrangementet på Christiansborg Slot. Det var også planen, at dronning Margrethe og prinsesse Benedikte skulle have deltaget.

Ikke helt uventet

Fra Folketingets talerstol udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) valg til Folketinget tidligere torsdag. Det er til afholdelse 24. marts.

Det er ikke helt uventet, at Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg torsdag.

Det daværende kronprinspar og nuværende kongepar var i 2022 værter for aftenselskabet for en lang række politikere. Denne gang bliver det ikke til noget. (Arkivfoto).

Valgrygterne på Christiansborg har nemlig stået på længe, og valget skulle senest afholdes 31. oktober i år under alle omstændigheder.

Det er en tradition, at hofballet - eller "aftenselskabet", som det officielt bliver kaldt - på Christiansborg Slot afholdes én gang inden for hver folketingsperiode.

Skulle være deres første gang

Typisk deltager gæsterne i en middag med den kongelige familie, hvor der vil være underholdning og dans.

Arrangementet fandt sted for første gang i 1958.

Dengang havde kong Frederik 9. og dronning Ingrid inviteret 500 gæster til fest på slottet, hvor den 18-årige tronfølger prinsesse Margrethe også deltog, fremgår det af kongehusets hjemmeside.

Dronning Margrethe og prins Henrik holdt fast i traditionen, efter at hun arvede tronen i 1972.

Senest er det blevet afholdt aftenselskaber i 2022, 2018 og 2014.

I 2022 blev det afholdt i forbindelse med dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum.

Powered by Labrador CMS