Heldig dansker vinder 8,9 millioner

- Det er skræmmende på den gode måde, siger han

Udgivet Opdateret

Nyt hus? En ny bil? Måske en lækker sportsvogn? En ferierejse? Mere fri fra arbejde?

Når man vinder små ni millioner kroner hos Danske Spil, så opstår der masser af muligheder, som man skal tage stilling til.

Det fortæller en mand fra Østsjælland, som vandt den helt store gevinst i Joker, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

- Jeg gik ind på Danske Spils hjemmeside og tastede kuponens numre ind, og så læste jeg det først som om jeg havde vundet 8.900 kroner. Men så var det 8,9 millioner! Så store tal er man ikke lige forberedt på. Det er jo fuldstændigt urealistisk, så først måtte jeg lige lægge mig ned for at sunde mig, og derefter gik jeg bare rundt og smågrinede, siger han.

I gang med store checks

Endnu har han ikke brugt særligt mange af pengene - men i tankerne er han alligevel godt i gang med at udskrive store checks.

- Der er mange døre, der har åbnet sig. Døre, som jeg kan vælge at åbne og gå ud af. Jeg kan vælge så mange ting, siger han og tilføjer, at han i første omgang lige slår koldt vand i blodet, før han gør noget vildt.

- Indtil videre har jeg har tænkt meget praktisk. Jeg vil investere i et hus og måske en ny bil. Men det er ikke sådan, at jeg har pjækket fra arbejde for at flyve sydpå. Og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Jeg er glad for mit arbejde.

Ny og lækker bil

Han regner dog alligevel med, at han på et tidspunkt skal ud og se den store verden, men han skal også se nærmere på Østsjælland gennem forruden på en ny og lækker bil - for det er en gammel drengedrøm.

- Jeg overvejer at købe mig en miljørigtig hybridbil til hverdagen, men jeg kunne også godt tænke mig en rigtigt lækker bil, så jeg kan nyde køreglæden, siger han

Næsten ni millioner kroner kan en heldig dansker sætte ind på kontoen.
Næsten ni millioner kroner kan en heldig dansker sætte ind på kontoen.
Powered by Labrador CMS