Indkalder til pressemøde

Vil fortælle om ny vurdering af trusselsbilledet mod Danmark

Troels Lund Poulsen
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (billedet) og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, holder fredag pressemøde om den hybride trussel mod Danmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, holder fredag klokken 9.00 pressemøde på Kastellet i København.

Det meddeler FE på sin hjemmeside.

Pressemødet kommer til at omhandle offentliggørelsen af en ny vurdering af den hybride trussel mod Danmark.

Danmark har den seneste tid været plaget af hyppig droneaktivitet omkring kritisk infrastruktur som lufthavne og militæranlæg.

Netop hybride angreb var et hovedtema, da EU-toppen onsdag og torsdag var samlet i København.

Kritik af regeringen

I Danmark har der været kritik af regeringen og myndighederne for at stå magtesløse, mens droner i timevis har fløjet ved kritisk infrastruktur.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver fredag på Facebook, at "myndighederne kan og skal blive bedre til at opdage og nedtage droner, hvis det vurderes operativt muligt og hensigtsmæssigt".

- Og de hybride angreb, vi må forvente, der kommer flere af, vil givet vise andre sårbarheder i vores samfund. For det er et grundvilkår, at vores moderne, åbne og på mange måder digitaliserede samfund er sårbart.

- Det er ikke noget særkende for Danmark. Sådan er det i hele den vestlige verden. Og hvor end man gerne ville, så kan ingen ansvarlige politikere garantere nogen befolkning, at vi på forhånd kan være sikre på at modstå enhver form for hybridt angreb, skriver statsministeren.

Andre lande har også været ramt af droner. Lufthavnen i München var natten til fredag lukket efter anmeldelser om droneaktivitet.

Powered by Labrador CMS