Københavns Hovedbanegård ramt af nedbrud

Strømafbrydelse torsdag aften og nat på Københavns Hovedbanegård

Offentliggjort Sidst opdateret

Strømafbrydelse på Københavns Hovedbanegård

Strømmen vendte tilbage på Københavns Hovedbanegård efter en strømafbrydelse torsdag aften.

Strømafbrydelsen skyldtes vedligeholdelsesarbejde fra elleverandøren Radius.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Strømmen er vendt tilbage på Københavns Hovedbanegård, efter at en strømafbrydelse torsdag aften mørklagde dele af banegården.

Det oplyser pressevagten ved DSB til Ritzau tidligt fredag morgen.

Strømmen og lyset vendte tilbage omkring klokken 03.30 natten til fredag, lyder det.

Strømafbrydelsen skyldtes ifølge DSB vedligeholdelsesarbejde fra elleverandøren Radius' side.

Helt mørklagt

I første omgang var hele Hovedbanegården mørklagt. Kort inden midnat satte DSB en reservegenerator i gang, der gav strøm og dermed lys til banegårdshallen, inden strømmen senere på natten vendte retur.

Mens reservegeneratoren var tændt, var der dog stadig mørkt og ingen strøm nede på perronerne.

DSB parkerede et tændt S-tog på et af sporene, der skulle give lys til perronerne, oplyste pressevagten omkring midnat.

- Ikke alvorligt

Personale gik desuden rundt for at hjælpe rejsende.

Elevatorer, rulletrapper og andre elektriske faciliteter uden for banegårdshallen var under strømafbrydelsen desuden ude af drift.

DSB's pressevagt kan tidligt fredag morgen ikke oplyse, hvorfor vedligeholdelsesarbejdet foregik torsdag aften og nat, men understreger, at der ikke er tale om "noget alvorligt" eller noget, der "skyldes et angreb".

Powered by Labrador CMS