Op til 20 grader: Sommervarme på vej mod Danmark

Men først skal vi lige igennem en gang regn og rusk

Offentliggjort Sidst opdateret

April kan byde på både snestorm og sommervarme.

Og det sidste ser ud til at være på vej mod Danmark.

Det fortæller vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Trine Pedersen, onsdag morgen til Newsbreak.dk.

Men du skal væbne dig med en smule tålmodighed. For det er først efter weekenden varmen ser ud til at slå igennem. Først skal vi igennem nogle ustadige dage, hvor regnen bliver en vigtig faktor.

- I dag, onsdag, begynder tørt, men der ligger en front over Nordsøen, der trækker ind over landet først på formiddagen. Fronten breder sig ud over hele Danmark, så stort set hele landet ender med at få regn, siger Trine Pedersen.

Temperaturerne torsdag vil ligge mellem 6 grader og 11 grader. Det bliver varmest på Sjælland og i Nordjylland.

Mere regn torsdag

Fronten, der onsdag ligger over Danmark, giver også regn natten til torsdag over Nordjylland. Og den slipper nok først sig tag torsdag morgen. Men så kommer et nyt lavtryk ind og styrer vejret.

- Det betyder nye byger torsdag morgen og i løbet af dagen. Temperaturerne vil ligge stort set på det samme som onsdag i spændet mellem 6 grader og 12 grader. Det bliver lunest i den østlige del af landet, forklarer Trine Pedersen.

20 garder på vej

Men selvom vejret i disse dage er noget ustadigt, så tyder prognoserne på, at der er noget rigtig godt på vej.

Så snart vi har rundet weekenden bliver vejret varmere. Markant varmere.

- Et højtryk vil fra mandag give noget mildere vejr. Det bliver tørt og temperaturerne bliver stigende. Allerede mandag vil de ligge på mellem 10 grader og 15 grader. Og holder de nuværende prognoser, så når  vi måske op på 20 grader på torsdag i næste uge, siger Trine Pedersen.

Det gode vejr er altså på vej. Vi skal bare væbne os med tålmodighed.

Der kan komme temperaturer helt op mod de 20 grader - men først når vi kommer ind i næste uge.
Der kan komme temperaturer helt op mod de 20 grader - men først når vi kommer ind i næste uge.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er statens center for vejrtjeneste og -forskning, som er grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske
Powered by Labrador CMS