Var ved at skyde hovedet af sig selv

Det er nat. Men Eske Willerslev ligger ikke i sin seng. Han kan kun sove, når han ligger på gulvet. Måske fordi det minder ham om den kolde jord, han i månedsvis har sovet på.

Om morgenen tager han til forelæsning i sine jagtbukser. De er sorte på lårene af størknet blod fra de dyr, han har dræbt og parteret som pelsjæger i den sibiriske ødemark.

- Hvis du har levet i en verden, hvor du dagligt overskrider dine egne grænser, så virker alting fuldstændig meningsløst, når man kommer hjem, siger Eske Willerslev.

- Jeg var i total livskrise.

Barnedrøm

Det fortæller han nu op til CPH:DOX-premieren senere i marts på dokumentaren "Hunt for the Oldest DNA", der følger Eske Willerslevs søgen efter forhistorisk DNA i den arktiske jord, men også professorens vej til videnskaben, der har gjort ham verdensberømt for sin forskning i evolutionær biologi.

Drømmen om at blive pelsjæger opstod, allerede da Eske Willerslev var barn og læste westerntegneserien om Buddy Longway, hvor alt blev beskrevet "skidesmukt".

- Smukke skove. Alle er glade. Så går man ud og skyder lidt og griner sammen, genfortæller Eske Willerslev.

- Det havde intet med virkeligheden i den sibiriske ødemark at gøre, kan han konstatere nu.

Sove, æde, slå ihjel

Livet i Sibirien gik basalt ud på at sove, æde og slå ihjel.

- Og det er altså under verdens koldeste forhold, indskyder han.

- Temperaturen falder til under minus 60 grader.

De mennesker, han mødte, var også mærket af de barske forhold. Det var rå, forhærdede mennesker, der kæmpede for blot at overleve.

Overskred sine grænser hver dag

Hver dag overskred Eske Willerslev sine grænser for, hvad han turde. Han skulle bevæge sig over is, selv om den var tynd, vel vidende at han kunne ryge igennem og ned i det iskolde vand - hvori han ville dø hurtigt.

- Jeg var helt ude, hvor jeg var ved at knække. Både fysisk og psykisk, siger Eske Willerslev og fortæller, at nogle dage kravlede han tilbage til sin hytte, fordi kroppen ikke kunne mere.

Efter fire måneder vendte 23-årige Eske Willerslev tilbage til civilisationen med en forlist drøm og uden mål for fremtiden.

I den periode havde han været fuldstændig isoleret i den sibiriske ødemark, men hjemme i Danmark havde livet gået sin gang.

Storesøster var død

- Det var ikke som i dag, hvor der er en mobiltelefon, du kan ringe på. Sådan var det ikke i begyndelsen af 90'erne, siger han.

Han anede ikke, at hans storesøster var død af aids, og at hans far var ødelagt af sorg og havde fået demens.

Midt i chokkene, sin egen sorg og livsomvæltningerne gik hans kæreste også fra ham.

- Min verden ramlede

- Min verden ramlede, samtidig med at jeg kom hjem og var traumatiseret af oplevelserne i Sibirien, fortæller Eske Willerslev.

Han begyndte at overveje at gøre en ende på det hele.

- Jeg tror, jeg har lidt af en form for posttraumatisk stress, siger Eske Willerslev i dag.

- Jeg var totalt ødelagt. Fuldstændig knækket. Jeg var blevet midlertidigt skør.

Så ingen mening

Han kunne ingen ende se på sine problemer. Han så ingen mening.

Det kom så langt ud og så dybt ned, at han fandt sit jagtgevær frem og sad med fingeren på aftrækkeren. Gennem vinduet så han et træ og begyndte at tænke over, hvordan alle skabninger på jorden er forbundet til hinanden - blandt andet gennem DNA.

Det bragte ham tilbage til livet.

Blev redningen

- Jeg blev genfødt i videnskaben. Det blev min redning. Jeg fik mening og et mål med tilværelsen igen, fortæller han.

- Når man er derude, hvor man er ved at skyde hovedet af sig selv og så genfinder glæden ved at leve, så lærer man, at en situation aldrig forbliver den samme. Over tid ændrer tingene sig, siger Eske Willerslev og uddyber:

- Selv om det er helt vildt frygteligt lige nu, så vil det ændre sig på et tidspunkt. Det ved man jo ikke, når man står i det første gang. Så tror man, at det er slut. At her ender verden, og det bliver aldrig anderledes. Men hvis du kommer ud på den anden side, som jeg gjorde, så opdager du, at det ikke er tilfældet. Det ændrer sig rent faktisk, siger han.

Ikke urokkelig

Samtidig har oplevelsen gjort ham resilient. Men ikke urokkelig.

- Modgang påvirker mig, ligesom det gør for alle andre, men jeg har trods alt den reference, siger han

- Jeg kan huske mig selv på, at selv om det er ad helvedes til, er det aldrig lige så slemt som dengang. Og det kom jeg igennem. Ens bekymringer bliver sat i perspektiv.

I dag er Eske Willerslev 52 år og verdenskendt for sin forskning.

Troede det var spild af tid

Han har opdaget DNA-spor efter forhistoriske dyr, planter og mennesker, som forskere og videnskabsmænd før ham vurderede var umuligt.

Eske Willerslev er formet af sine oplevelser. Men der gik lang tid, før det gik op for ham, hvad han havde lært i vildmarken.

- I mange år efter at jeg kom hjem fra Sibirien, hvor jeg gennemførte biologistudiet og begyndte en karriere som forsker, var jeg af den opfattelse, at alle mine oplevelser i Sibirien - fra et karrieremæssigt synspunkt - var spildt tid. At det havde været en afstikker, som jeg ikke rigtig kunne bruge til noget, siger han.

Det faldt i hak

Det er først for 15-20 år siden, at det hele faldt i hak.

Da begyndte Eske Willerslev at arbejde med oprindelige folk i sin forskning - både de levende og knoglerne fra deres forfædre.

Modsat mange af hans kolleger, der havde en klassisk forskningsbaggrund, kunne Eske Willerslev bruge sine oplevelser som pelsjæger til at relatere til de mennesker, de mødte på ekspeditionerne under feltarbejdet.

Et helt menneske

- Der følte jeg, at jeg blev et helt menneske, siger Eske Willerslev nøgternt.

- De forskellige dele af mit liv, der har udspillet sig hver for sig, blev pludselig forenet i den samme person, da jeg kunne se, at de forskellige dele af mit liv hang sammen: Forskningsdelen, vildmarksdelen og den personlige del og modstanden faldt sammen til en hel person.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01.