Anholdt efter rådhusbrand

Rådhuset holder lukket i den kommende uge

Offentliggjort Sidst opdateret

Anholdelse efter brandforsøg på Thisted Rådhus

En person blev anholdt efter et brandforsøg på Thisted Rådhus natten til søndag.

Politiet betragter hændelsen som en isoleret sag og har opklaret den med anholdelsen.

Rådhuset er lukket i uge 22 på grund af skader, og borgere vil få aflyst deres tider i Borgerservice.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En person forsøgte at sætte ild til Thisted Rådhus natten til søndag.

Det skriver Thisted Kommune i et opslag på Facebook.

Søndag eftermiddag har Midt- og Vestjyllands Politi anholdt en person i sagen. Det oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen til Nordjyske.

Han vil hverken oplyse køn, alder eller bopæl på den sigtede.

- Men jeg kan sige, at det er en sag, vi har efterforsket hele dagen. Et rådhus er en demokratisk institution, som ikke skal angribes - når det er sagt, så betragter vi det som en enlig svale, og det er ikke sådan, at folk i Thisted skal gå og frygte noget, siger vagtchefen til Nordjyske.

Han tilføjer, at man med anholdelsen mener at have opklaret sagen.

Fremstilles mandag

Personen blev anholdt klokken 13.40 og vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.

Efter ildspåsættelsen er der sod og røgskader flere steder i bygningen.

Det fortæller Mikkel Alstrup, der er chef for IT, digitalisering og Borgerservice i Thisted Kommune, til TV Midtvest.

- Det (ildspåsættelsen, red.) skete formentlig ved, at der blev kastet en brosten gennem hovedindgangen og tændt ild ude i forhallen, siger han til mediet.

Selv om ilden hurtigt blev slukket, betyder skaderne, at rådhuset er nødsaget til at holde lukket i uge 22, skriver Thisted Kommune på Facebook.

Borgere som har tid i Borgerservice den kommende uge, vil få aflyst deres tid via sms.

I særlige nødstilfælde vedrørende pas, MitID og kørekort kan man kontakte kommunen, lyder det videre.

Powered by Labrador CMS