Baby havde fem kraniebrud og 14 andre brud
En kvinde nægter sig skyldig i at have forsømt en baby, der døde
En 52-årig kvinde, der var ansat som sundhedsplejerske i Lolland Kommune, er tiltalt for at have udvist grov forsømmelse eller skødesløshed over for en seks uger gammel baby, der døde 9. september 2022.
Ved obduktionen af spædbarnet viste det sig, at den seks uger gamle pige havde haft fem kraniebrud og i alt 14 brud på ribbenene.
Den tiltalte så barnet to dage inden, at spædbarnet gik bort, da hun var sundhedsplejerske i blandt andet et kommunalt mor-barn-tilbud.
Kvinden nægter sig skyldig, oplyser hendes forsvarsadvokat, Thomas Knud Hess-Petersen, i Retten i Nykøbing Falster tirsdag formiddag.
12 års fængsel
Pigens mor blev i 2024 ved Østre Landsret idømt 12 års fængsel for drab, mens stedfaren, som også havde forældremyndighed, blev idømt seks måneders fængsel for medvirken til grov vold ved at have forholdt sig passiv.
Selv om sundhedsplejersken havde været tilknyttet det unge par siden 21. april 2022, så havde hun ikke tænkt, at spædbarnet oplevede mistrivsel.
Der var ikke noget
- Der var ikke noget, der sprang i øjnene på mig omkring moren.
- Jeg tænkte ikke, at de (moren og stedfaren, red.) stod i en situation, som de ikke kunne klare, fortæller den 52-årige kvinde.
Den 7. september dukkede moren op til et møde i mor-barn-tilbuddet.
Hun beskriver, at morens hår var sat smart op, og hun virkede forandret fra tidligere møder, hvor hun havde været påvirket af spædbarnets gråd.
Søvn igen
Moren tilskrev friskheden med, at hun havde fået sin søvn igen. Babyen var i en autostol hele mødet, men sundhedsplejersken hørte om blå mærker på spædbarnet fra en kollega.
Hun så selv tre små mærker, som hun sagde, skulle undersøges af en læge.
Sundhedsplejersken gik ud i plenum og sagde til mødrene, at babyer ikke skal have blå mærker, mens moren ringede til sin læge.
Sundhedsplejersken havde ikke tænkt, at der var tale om mistrivsel fra forældrenes side. Hun havde i stedet tænkt, at det kunne være blødersygdom, der skabte de blå mærker hos den nyfødte.
Svarer nej
Anklager Anne Marie Fink spørger, om hun havde overvejet, at hun talte med en potentiel gerningsmand, hvilket kvinden svarer nej til.
Derfor var hun ikke i akut alarmberedskab, men lyttede til moren, der fortalte, at spædbarnet spiste og trivedes.
I retten bliver der vist livebilleder fra morens telefon. Her kan man se, at pigen blandt andet havde ridser under det ene øje. På de samme livebilleder kan man se, at det ene øje næsten ikke åbner, hvilket det andet øje gør.
Tre blå mærker
Sundhedsplejersken bemærkede dog kun tre blå mærker, da hun kun så spædbarnet sove, siger hun.
Samme aften ringede moren 1-1-2, da spædbarnet var begyndt at gylpe, virkede bleg og livløs. Spædbarnet blev bragt til Rigshospitalet og lagt i respirator. Hun døde to dage senere.
Sundhedsplejersken lavede først en indberetning 8. september, da hendes leder bad hende om det.
I sit første møde med parret, inden barnet var født, havde moren ellers sagt til sundhedsplejersken, at hun kunne have et heftigt temperament, men det var blevet sagt i en grinende tone.
Studsede ikke
Derfor var det ikke noget, som sundhedsplejersken studsede videre over.
Sundhedsplejersken havde ved møder før 7. september vurderet spædbarnets trivsel til at være mellem otte og ti på en score, der gik til ti.
Tirsdag er første dag i retssagen, der skal forløbe over tre retsdage.