Betjente talstærkt til stede: Mand ramt af skud

Politiet mistænker, at det var banderelateret.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er søndag aften blevet ramt af skud i Odense-bydelen Vollsmose på Fyn.

Det skriver Fyns Politi i et opslag på det sociale medie X tidligt mandag morgen.

Hændelsen fandt sted søndag aften klokken 23.28 i Lærkeparken.

Manden, som blev ramt af skud, er uden for livsfare, lyder det.

- Efterforskning pågår. Vi mistænker, at hændelsen er banderelateret, skriver politiet om skudepisoden.

Det fremgår ikke, hvor mange personer der var involveret i hændelsen.

Ligeledes oplyses den ramte mands alder ikke.

Politiet har natten til mandag været til stede i Vollsmose efter skyderiet sent søndag aften hvor en mand er blevet ramt af skud.

Opfordrer vidner til at henvende sig

Politiet opfordrer alle, der måtte have oplysninger om sagen, til at kontakte Fyns Politi.

Powered by Labrador CMS