Cyklist død: Ramt af bil

De pårørende er underrettet

Udgivet

En 78-årig mand er afgået ved døden, efter at han blev ramt af en bil i nærheden af Løgumkloster mandag.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov tirsdag morgen til JydskeVestkysten.

De pårørende er underrettet, skriver avisen.

Ulykken skete mandag omkring klokken 12.32 på Krusåvej ved Løgumkloster.

Var ude at cykle

Her blev den 78-årige, der var ude at cykle, ramt af en bil.

Efterfølgende blev manden indbragt til skadestuen i kritisk tilstand.

Ifølge JydskeVestkysten har politiet ikke mistanke om, at der har være alkohol eller påvirkning involveret i ulykken.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS