Dansk kriminel på flugt i Sverige
Fire personer har taget flugten igennem et rygebur hos myndighed i Sverige
Fire personer er stukket af fra den svenske udlændingestyrelse - Migrationsverkets - faciliteter i Ljungbyhed i Skåne natten til tirsdag.
Ifølge det svenske medie TV 4 er en af de undslupne en dansk statsborger i 30'erne.
Svensk politi kender ham, og han beskrives som en del af bandemiljøet.
Flgtede ud gennem hegn i rygebur
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det personale på stedet, der slog alarm, da gruppen var ved at flygte igennem hegnet i et udendørs rygebur.
De fik hjælp udefra til at skære hul i hegnet med værktøj, lyder det.
Personalet overholdt procedurerne og holdt sig på afstand af gruppen af sikkerhedshensyn ifølge TT.
Grov vold
Sagen er efterfølgende blevet meldt til politiet. Ud over de fire undslupne personer mistænkes to andre for at have hjulpet med flugten.
Det siger efterforskningslederen Martin Östling til TV 4.
Ifølge svt.se er den flygtede dansker blandt andet kendt for grov voldskriminalitet, grove overtrædelser af våbenloven, narkokriminalitet og spritbilisme.