Derfor smiler han ekstra bredt i dag

Søren Pape glæder sig over dagens dom i Højesteret, der opløser og forbyder banden Loyal to Familia

Søren Pape Poulsen (C) er med egne ord glad og lykkelig for, at banden Loyal to Familia nu er blevet opløst. Pape tog selv initiativ til forbuddet, da han var justitsminister.
Søren Pape Poulsen (C) er med egne ord glad og lykkelig for, at banden Loyal to Familia nu er blevet opløst. Pape tog selv initiativ til forbuddet, da han var justitsminister.
Udgivet Opdateret

- Det er retshistorie. Jeg er utrolig glad for og lykkelig over, at Højesteret nu har sagt, at den her slags vil vi ikke have i Danmark.

Sådan reagerer formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, på onsdagens højesteretsdom, hvor der blev nedlagt forbud imod den voldelige bande Loyal To Familia, LTF.

Søren Pape Poulsen tog i sin tid som justitsminister initiativet til at forbyde og opløse banden.

Den tidligere justitsminister ser sagen mod LTF som en prøvesag.

Han mener, at Højesterets afgørelse åbner for at vurdere, om der er andre kriminelle grupperinger, man bør overveje et forbud mod.

Stadfæster tidligere afgørelser

Højesteret har med onsdagens dom stadfæstet tidligere afgørelser fra byretten og landsretten om at opløse og forbyde banden.

Retten er nået frem til, at banden ikke har et lovligt formål.

Banden kom til verden i slutningen af 2012 og i begyndelsen af 2013. Under en bemærkelsesværdig ekspansion til flere byer rundt om i landet kom det til en række blodige handlinger.

Justitsminister glæder sig

Under retssagen har anklagere nævnt 63 episoder med skyderier i det offentlige rum. 17 er blevet såret, og fem har mistet livet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) glæder sig over dagens dom.

- LTF er i min optik en flok forhærdede forbrydere, der med vold og kriminalitet spreder utryghed blandt almindelige danskere, skriver han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Nu vil vi sammen med anklagemyndigheden og politiet se på, hvad dommen giver anledning til, tilføjer han.

BANDE-BØVL:

Højesteret har onsdag afsagt dom i sagen om et forbud mod banden Loyal To Familia. Loyal to Familia skal opløses, lyder det fra retten.

Læs mere om banden og forløbet i sagen her:

* Banden blev skabt i slutningen af 2012 og i begyndelsen af 2013. Grundlæggeren var Shuaib Khan. Den opstod i området ved Blågårds Plads i København.

* I begyndelsen var der afdelinger i Tingbjerg, Kokkedal og Skovlunde. Senere spredte den sig til blandt andet Aarhus, Køge og Fredericia. I Sverige var der afdelinger i Malmø og Helsingborg.

* Ekspansionen medførte skyderier og vold flere steder i landet. LTF har været involveret i flere end 63 skudepisoder i det offentlige rum.

* Shuaib Khan blev i 2018 udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

* Københavns Politi nedlagde et foreløbigt forbud i september 2018 i medfør af Grundloven.

* I januar 2020 godkendte Københavns Byret forbuddet og opløste LTF.

* I november 2020 erklærede Østre Landsret sig enig i afgørelsen.

* Før forbuddet havde politiet registreret cirka 250 medlemmer. To år efter var der fortsat 100 medlemmer ifølge politiet.

Kilde: Kilder: Svar til Folketingets retsudvalg, oplysninger fremlagt i retsmøder. /ritzau/
Powered by Labrador CMS