DMI: Snart er sommervejret slut igen

Weekenden byder på smukt vejr, men der går ikke længe før det er slut, lyder det i en melding fra DMI

Offentliggjort

Det bliver varmt, solrigt og sommerligt i weekenden - men nyd det, mens det varer. 

For allerede fra mandag siger Danmark farvel til den første bølge af rigtig sommervarme, og et vejrskifte står for døren.

Sådan lyder det fra DMI.

Hedebølgepotentiale

Først ser det dog lyst ud.

 En varm og tør luftmasse bevæger sig ind over landet fra syd og øst og trækker temperaturerne op mod 28-30 grader søndag  - især i det sønderjyske. 

Dermed kan årets varmerekord, som lige nu lyder på 25,4 grader, meget vel blive slået både lørdag og søndag.

Skifter karakter

Men selvom weekenden lover strandvejr og kolde is, bliver det kun en kortvarig sommerforelskelse.

Allerede mandag begynder vejret at skifte karakter. 

En koldfront bevæger sig ind over Danmark fra vest og skubber den varme luft væk. Det betyder, at temperaturerne falder markant, og at der kan komme byger flere steder i landet.

Presset væk

- Den varme luft bliver presset væk af en køligere og mere ustabil luftmasse fra vest. Det giver en markant overgang fra sommervejr til mere typisk dansk sommer, lyder det fra DMI.

Skiftet i vejret sker netop i opløbet til sankthans, som i år falder på søndag den 23. juni. Prognoserne viser køligere temperaturer og mulighed for spredte regnbyger.

Omskifteligt vejr

Altså et væsentligt anderledes vejr end den solrige weekend, vi står overfor.

Så hvis du har planer om at nyde solen, grille eller tage på stranden, er det nu.

Fra næste uge vender vi tilbage til mere omskifteligt vejr, hvor solen får selskab af skyer og regn – og temperaturerne dykker igen.

Powered by Labrador CMS