Efterlyst mand fundet druknet

Dødfunden identisk med efterlyst ung mand

Offentliggjort Sidst opdateret

Den mand, der for kort tid siden blev fundet død i vandet ved Knippelsbro i København er identisk med den unge mand, Samuel, der søndag morgen blev efterlyst af Københavns Politi.

Det bekræfter Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Vi søger ikke længere efter Samuel.

- Søgningen efter Samuel har desværre fået en tragisk udgang, idet han er fundet druknet.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke mistanke om, at der skulle være foregået en kriminel handling, skriver Københavns Politi.

De pårørende er blevet underrettet.

Samuel blev sidst set omkring klokken 02.00 natten til lørdag den 21. februar, da han forlod en bar i Pilestræde i København

Politiet fik anmeldelsen om den livløse mand i vandet klokken 12.52.

Ifølge Ekstra Bladet var der helt afspærret på strækningen under Knippelsbro, hvor både politi, redning og en akutlæge var på stedet.

Powered by Labrador CMS