Her er de tre fødselsdags-mordere

Dræbte fire og sårede 32 ved fødselsdag

Udgivet Opdateret

To teenagere og en 20-årig er blevet anholdt og anklaget for drab efter et skyderi i Alabama, hvor fire personer blev dræbt sent lørdag.

Det oplyser politiet i den amerikanske delstat onsdag.

De to anholdte teenagere er drenge på 16 og 17 år. Den 20-årige er også en mand.

Foruden fire anklager om drab ventes de at møde en række øvrige anklager, skriver britiske BBC.

Mange teenagere til stede

Lørdagens skyderi fandt sted i den lille by Dadeville. Det skete omkring klokken 22.30 lokal tid ved en fødselsdagsfejring for en 16-årig.

Mange teenagere var derfor til stede, da skyderiet fandt sted.

De dræbte var tre mænd på 18, 19 og 23 år samt en pige på 17 år.

32 sårede

Foruden de dræbte blev 32 personer såret i skyderiet. Fire af dem er i kritisk tilstand, mens fire andre stadig er indlagt, oplyser politiet ifølge BBC.

- Vi vil sørge for, at alle ofre - ikke kun de dræbte - får den retfærdighed, de fortjener, siger Jeremy Burkett fra efterforskningsholdet i Alabama.

Distriktsanklager Mike Segrest siger, at de to teenagere vil blive retsforfulgt som voksne.

Motiv ukendt

Politiet har endnu ikke noget bud på et motiv bag angrebet. Det står heller ikke klart, hvilket eller hvilke våben der er blevet brugt.

Ifølge hjemmesiden Gun Violence Archive, der monitorerer masseskyderier i USA, har der været 165 masseskyderier i USA i 2023.

Hjemmesiden kategoriserer masseskyderier som skyderier, hvor mindst fire personer enten bliver dræbt eller såret.

Alene fra og med lørdag 15. april, hvor skyderiet i Alabama fandt sted, har der været 11 masseskyderier, viser opgørelsen fra Gun Violence Archive.

18 masseskyderier i 2023

Der har i år i USA været 18 masseskyderier, hvor fire eller flere døde.

Masseskyderier fører ofte til en debat om USA's liberale våbenlov.

Det går dog som regel trægt med at indføre ændringer, da mange amerikanere mener, at det er en basal ret, at man skal kunne bære våben.

Magtfuld lobby

Også den magtfulde våbenlobby National Rifle Association (NRA) spiller en stor rolle i forhold til ikke at få indført lempelser.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der omkring 400 millioner skydevåben i USA.

De tre anholdte efter masseskyderiet i Alabama.
De tre anholdte efter masseskyderiet i Alabama.

DET LIGGER I AMERIKANERNES DNA AT KUNNE BÆRE VÅBEN

I sommeren 1787 blev USA's forfatning grundlagt i staten Philadelphia. Der var og er tale om et af verdenshistoriens smukkeste dokumenter, som samlede en række autonome stater.

Men der opstod problemer, fordi flere lokale ledere følte, at forfatningen udelukkende fastslog, hvad regeringen kunne gøre - men ikke, hvad den ikke kunne gøre. Der skulle en række justeringer til.

En række punkter blev udfærdiget i en såkaldt rettighedserklæring. 

Et af punkterne i rettighedserklæringen var retten til frit at bære våben og kunne forsvare sig selv, ens ejendom og familie. Det punkt er fuldstændig ligeværdigt i forhold til andre punkter som ytringsfrihed, pressefrihed og religionsfrihed.

Derfor føler mange amerikanere, at de stadig har ret til at bære våben. Det ligger i amerikanernes DNA. Det er for mange lige så naturligt som at trække vejret.

Kilde: Douglas Pricer, Newsbreak.dks USA-korrespondent
Powered by Labrador CMS