Indlagt med skader efter grov vold
21-årig anholdt og sigtet for grov vold mod 30-årig
En 21-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at have begået et groft overfald på en 30-årig mand tirsdag aften i Sønderborg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Onsdag oplyste politikredsen, at en 30-årig mand var indlagt med alvorlige skader, efter at han var blevet tvunget ind i en bil og efterfølgende udsat for grov vold.
Torsdag har politiet yderligere oplysninger om den bil, den 30-årige blev tvunget ind i.
Søger vidner
Der er tale om en sølvgrå Toyota Yaris fra mellem 2006 og 2011.
Og nu søger politiet vidner.
- Vi søger vidner, som har set en sølvgrå Toyota Yaris mellem Pizza House i Perlegade i Sønderborg og Netto i Østergade mellem klokken 18 og 19. Eller vidner, som har set den sølvgrå Toyota Yaris omkring Kongevejsparken mellem klokken 19.30 og 20.30, siger politikommissær Søren Schlaikjer i pressemeddelelsen
Den 21-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 14 i Retten i Sønderborg.
Her vil anklagemyndigheden anmode om, at det foregår bag lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning.