OVERBLIK: Det ved vi om togulykke i Sønderjylland
En person er afgået ved døden, efter at et DSB-tog er afsporet mellem Kliplev og Tinglev i Sønderjylland.
En person er afgået ved døden, og flere er tilskadekomne, efter at et tog sent fredag eftermiddag blev afsporet i Sønderjylland syd for Bjerndrup.
Få et overblik over togulykken her:
* En person er død, to personer er fløjet med helikopter til hospitalet, og flere er kvæstede. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi fredag aften.
* Ulykken skete syd for Bjerndrup, hvor et tog og et landbrugskøretøj var impliceret, oplyser politiet.
* Politiet blev kontaktet via alarmcentralen fredag klokken 16.46. Det var, kort tid efter at ulykken var indtruffet.
* Omkring 95 personer befandt sig på toget, har DSB oplyst.
* Det er endnu uvist, om den afdøde person befandt sig i toget eller landbrugskøretøjet.
* De pårørende til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.
* Politiet kunne klokken 20 fredag aften fortsat ikke oplyse antallet af kvæstede.
* To kvæstede blev fløjet fra ulykkesstedet med helikopter. Den ene blev fløjet til et hospital i Tyskland.
* På DSB's hjemmeside fremgår det, at toget var et InterCityLyn 951 med planlagt ankomst i Sønderborg klokken 17.13. DSB undersøger desuden årsagen bag ulykken, oplyser DSB.
* Aabenraa Kommune har i samarbejde med de to øvrige sønderjyske kommuner Haderslev og Tønder aktiveret et "fællesberedskab". Det siger Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen, til Ritzau.
* Kommunernes beredskab indebærer, at myndighederne er på standby og dermed står klar, hvis involverede parter skal have opholdsfaciliteter og anden form for hjælp.
* Resten af weekenden kører der ikke tog på strækningen Tinglev-Sønderborg, skriver DSB på X. I stedet indsættes der togbusser.