Sergent : - Hun var konstant liderlig

Auditørkorps kræver 29-årig sergent idømt fængsel for 16 anklager om krænkelser og ulovlig tvang

Udgivet Opdateret

Du kan følge Newsbreak..dk's Live-dækning fra retssagen  her

En 29-årig sergent afviser at have krænket blufærdigheden hos flere kvindelige underordnede.

Det fremgår, da han mandag formiddag sidder i vidneskranken i Retten i Esbjerg, hvor han er tiltalt for 16 forhold om krænkende adfærd og tvang.

Det er ifølge anklageskriftet sket, mens sergenten var gruppefører for en deling, der var udsendt til Irak sidste sommer.

Sergenten anklages blandt andet for at have krænket en kvindelig konstabel på hendes værelse i lejren i Bagdad.

Her skal han ifølge anklageskriftet have taget fat i kvinden, skubbet hende ned på en seng og derefter lukket og låst døren. Herefter skal han have sagt: "Er det nu?".

Var for sjov

Den tiltalte erkender bemærkningen, og at der var en seksuel undertone. Men den var ikke ment som hverken krænkende eller truende, lyder det.

- Det var for sjov. For mig var det bare en joke.

- Man knalder ikke inden for hegnet, lyder det fra den tiltalte, der i retten er kortklippet og iført en hvid T-shirt.

Jargonen i lejren var meget bramfri, forklarer han.

Hun sagde det selv

Om en anden kvinde skal han ifølge anklageskriftet gentagne gange have sagt til kvinden og hendes kolleger, at hun "konstant er liderlig".

Det erkender han. Men det var ifølge den tiltalte, fordi kvinden "selv gik og sagde det hele tiden".

Den 29-årige finder ikke sine udtalelser eller handlinger krænkende. Lige så tit fik han igen af samme skuffe, hævder han.

- Nej, jeg synes ikke, det er krænkende, det jeg har sagt. Jeg har i hvert fald ikke følt mig krænket, når de har sagt eller gjort noget ved mig.

Hun tissede for længe

Sergenten anklages også for at have beluret en kvindelig underordnet, som på et tidspunkt var gået ind i en af militærets busser for at tisse.

Han erkender, at han tabte tålmodigheden med kvinden, da hun havde været i bussen for at tisse i "plus ti minutter".

Derfor gik han hen og bankede på en rude og kiggede ind, forklarer han.

Men han kunne ikke se noget, hævder han.

- Ruden var tonet, og jeg kunne ikke se andet end en nakkestøtte, lyder det.

Tidligere indberettet

Den tiltalte har tidligere været indberettet for krænkende adfærd over for en underordnet.

Det medførte, at han blev kaldt til en tjenstlig samtale.

Han blev i december sidste år afskediget med virkning fra slutningen af maj.

Forsvarsministeriets Auditørkorps, der er en militær anklagemyndighed, går efter at få manden idømt fængselsstraf.

Der ventes dom i sagen på onsdag.

Powered by Labrador CMS