Sovende 11-årig befølt af fremmed mand

En ung mand fra Roskilde-området er sigtet og tiltalt for næsten 40 gange at være trængt ind i andres hjem

Udgivet Opdateret

En pige på 11 år lå og sov, da en fremmed ung mand kun iført underbukser trængte ind i soveværelset hos hende.

Dette og to andre tilfælde fra Roskilde-området om krænkelse af pigers blufærdighed og krænkelse af husfreden indgår i en sag mod en 21-årig mand.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Han er i forvejen tiltalt for i alt 35 tilfælde fra sidste efterår.

Varetægtsfængslet

I et retsmøde torsdag har en dommer i Retten i Roskilde besluttet at varetægtsfængsle den mistænkte. Han skal være frihedsberøvet til 1. juni.

Grundlaget er tre forskellige episoder.

Udover tilfældet med den 11-årige er manden også sigtet for at have krænket to andre sovende piger på henholdsvis 10 og 16 år.

Begge blev befølt på deres fødder.

Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket et stort antal tilfælde, hvor folk i Roskilde-området har haft en ubuden gæst. (Arkivfoto).
Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket et stort antal tilfælde, hvor folk i Roskilde-området har haft en ubuden gæst. (Arkivfoto).

Retten afviste

Allerede sidste efterår havde politiet stillet skarpt på den unge mand.

Men i oktober afviste retten, at der var grundlag for at varetægtsfængsle manden for en række lignende forhold.

Politiet fortsatte efterforskningen, og derefter besluttede anklagemyndigheden i sidste måned at tiltale ham for i alt 35 forhold, hvor han skal være trængt ind i huse og i nogle tilfælde også have krænket sovendes blufærdighed.

Senere besluttes det, om de tre nye sager skal indgå i anklageskriftet.

Powered by Labrador CMS