Spritdom fælder nyvalgt politiker

Fik brat ende i byrådet

Offentliggjort Sidst opdateret

CITATHISTORIE TVSYD: 

En politisk bombe er eksploderet i Vejle Byråd.

Kenneth Ettrup Hansen fra Liberal Alliance får alligevel ikke lov til at omsætte sine 522 personlige stemmer til en plads i byrådet i Vejle.

Mandag kom den chokerende melding fra ham selv. 

Høj promille

I en pressemeddelelse skriver han, at han i sommer fik frakendt kørekortet i tre år efter spirituskørsel, og promillen var så høj, at han ifølge kommunal- og regionalvalgloven ikke må sidde i byrådet.

Her sluttede karrieren brat. Arkivfoto:

- I sommer var jeg til et socialt arrangement. Om aftenen tager jeg hjem og sover, men står op næste dag og sætter mig i min bil og kører. Jeg føler, at jeg har det godt og er klar i hovedet. 

- Jeg bliver standset af politiet og får målt min alkoholpromille, som jeg desværre må meddele er over det tilladte. Det ender med, at jeg får en bøde på 6.500 kroner og får frakendt kørekortet i tre år, skriver Kenneth Ettrup i pressemeddelelsen.

Ingen kommentar

Ifølge politikeren modtog han torsdag en skrivelse fra kommunen om, at han ikke er valgbar. Kenneth Ettrup Hansen informerede fredag formiddag Vejles borgmester om situationen ifølge pressemeddelelsen.

Kennet Ettrup Hansen har ikke yderligere kommentarer til sagen, dog forsikrer han tvSyd om, at der ikke har været tale om vanvidskørsel.

Pressemeddelelsen nævner heller ikke, hvor høj en promille lokalpolitikeren blev taget med.

Meldt ud

Den højst usædvanlige sag har ifølge pressemeddelelsen fået ham til at melde sig ud af Liberal Alliance.

- For at min person ikke står i vejen for det gode arbejde, som jeg ved Liberal Alliance kommer til at stå for i Vejle, så har jeg taget konsekvensen af min fejl og meldt mig ud af Liberal Alliance, skriver han og fortsætter:

- Jeg er selvsagt utroligt ked af det. Jeg har dummet mig og har ingen undskyldning. Derfor må jeg også tage ansvaret på mig og komme videre sammen med mine nærmeste.

Christian Fini Mosegaard fra Liberal Alliance overtager Kenneth Ettrup Hansen sæde i byrådssalen.

Powered by Labrador CMS