Tigger dømt: Havde penge og hus
Tigger på Strøget havde både penge på lommen og ejer et hus
En rumænsk mand er torsdag fundet skyldig i tiggeri på Strøget i København. Østre Landsret finder ikke, at hans ret til privatliv og hans ret til at ytre sig er blevet krænket.
Straffen er ubetinget fængsel i 20 dage.
På Strøget rakte han et papkrus frem mod forbipasserende og rystede det. Tidligere har han fået en advarsel og en betinget fængselsstraf for den opførsel, som i straffeloven kaldes betleri.
Den 64-årige mand i København var sammen med sin søn, har et hus i hjemlandet og lever i øvrigt af at samle flasker og sælge blade.
- Navnlig på baggrund af de faktiske oplysninger finder vi ikke, at han ikke har haft andre handlemuligheder end at tigge under sit ophold i Danmark, siger retsformand Morten Christensen om afgørelsen.
Desuden har det betydning, at den 64-årige var i besiddelse af, hvad der svarer til næsten 1000 kroner, da han blev anholdt.
Den 64-åriges forsvarer, advokat Asser Gregersen, havde bedt om frifindelse:
- Det at række hånden eller en kop frem er et nødråb. Det er den ultimative mulighed for at bede om hjælp. Det er en adfærd, alle forstår, og modtagerne er frie med hensyn til at handle, sagde han blandt andet, da han argumenterede for sin klients ret til at ytre sig.
