Otte kræves fængslet i store narkosager

I to sager om henholdsvis ni og et kilo kokain skal sammenlagt otte personer tirsdag stilles for en dommer

Offentliggjort Sidst opdateret

Otte personer fremstilles i narkosager

Retten i Helsingør behandler tirsdag grundlovsforhør for otte personer.

De er anholdt i forbindelse med to narkosager, herunder besiddelse af ni kilo kokain.

Politiet har endnu ikke offentliggjort detaljer om efterforskningen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der bliver travlt i Retten i Helsingørs afdeling for grundlovsforhør tirsdag. Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har nemlig valgt at fremstille otte personer med henblik på at få dem varetægtsfængslet.

De otte er alle anholdt mandag i forbindelse med efterforskningen af to narkosager, oplyser kommunikationschef Mikkel Thrane hos Nordsjællands Politi.

Den største af sagerne drejer sig om håndtering af cirka ni kilo kokain, noget hash samt et større antal piller. Derudover er der rejst sigtelse for besiddelse af en pistol.

I den sag fremstilles fem personer.

Endnu ikke meldt ud 

I den anden sag er der også tale om kokain, om end i en mindre mængde. Ifølge Mikkel Thrane drejer sagen sig om cirka et kilo. Derudover er der rejst sigtelse for besiddelse af hash.

De nærmere detaljer om sagerne og efterforskningen af dem har politiet endnu ikke meldt ud.

Retsmøderne finder efter planen sted henholdsvis klokken 11.30 og klokken 13.30 tirsdag, oplyser Retten i Helsingør.

Powered by Labrador CMS